HP annoncerer kvartal med krudt i
Hewlett-Packards omsætning i første kvartal af regnskabsåret 2006/2007 steg med 11 procent til 142 milliarder kroner og driftsresultatet steg med 26 procent til godt 10 milliarder sammenlignet med samme kvartal året før. Antallet af solgte pc'er steg med 19 procent, og pc-omsætningen nåede godt 49 milliarder kroner. Omsætningen inden for bærbare pc'er steg med 40 procent, omsætningen i printforretningen steg til 40 milliarder kroner, server- og storageforretningen voksede til 26 milliarder kroner, mens HP's serviceforretning omsatte for 22 milliarder. Endelig voksede softwareforretningen syv procent til godt tre milliarder kroner.
Mark Information scorer millionordre
Post Danmark får kamp til stregen fra norskejede CityMail, som siden den 1. januar har haft 600 bude på gaden. CityMail sætter også ind med it helt ud på postbud-niveau. Hvert enkelt postbud hos CityMail bliver udstyret med et magnetkort, som opsamler data om hele arbejdsdagens forløb. Løsningen med kort og registreringsterminaler leveres af danske Mark Information, som foreløbig har opstillet 32 ProMark terminaler i CityMails sorterings- og postbygning i Tåstrup, samt på de mange CityMail Centre rundt omkring i Danmark. Ordren er ifølge en pressemeddelelse i millionklassen.