Den amerikanske teknologisektor vil kunne hente op til 50.000 ekstra specialister til USA hvert år, hvis en ny omstridt immigrationslov bliver endeligt vedtaget.
Loven er trods modstand blevet vedtaget af det amerikanske Senat og skal nu behandles i Repræsentanternes Hus.
Som en del af loven vil USA øge den såkaldte H-1B visumkvote fra 65.000 til 115.000 personer årligt.
Støtte fra Gates
H-1B-programmet benyttes især til at hente it-folk til USA, og Microsofts Bill Gates er blandt de højtstående it-folk, der har anbefalet forøgelsen af kvoten.
- Senatet har taget et afgørende skridt fremad i arbejdet på at sikre, at vores nation forbliver globalt førende inden for innovation, udtaler Bill Gates i en kommentar til vedtagelsen.
Lovforslaget har imidlertid været i strid modvind. Ikke på grund af forøgelsen af H-1B-kvoten, men på grund af, at det giver illegale indvandrere mulighed for at opnå amerikansk statsborgerskab.
Muligheden for at hente flere it-medarbejdere til USA vækker imidlertid ikke udelt begejstring hos flere faglige organisationer, der mener, at smuthuller i loven giver mulighed for, at virksomhederne hyrer udenlandske it-folk til en langt lavere løn.
- H-1B-programmet dur ikke og er let at manipulere. Indtil det bliver rettet, giver det ingen mening at forøge kvoten, siger arbejdsmarkedschef Ron Hira fra Institute of Electrical and Electronics Engineers.
De faglige organisationer ønsker, at myndighederne skal have bedre mulighed for at kontrollere, hvilke lønninger der udbetales til de ansatte, der hentes til landet gennem H-1B, samt at ledige amerikanske it-folk får førsteret til ledige amerikanske it-jobs.