2,53 GHz: Intel sætter skub på Pentium 4

Pentium 4 har rundet de 2,5 GHz, og systembussens frekvens bliver sat op til 533 MHz på tre nye modeller. Flagskibet til pc'er har nu en clockfrekvens på 2,53 GHz. Vi kigger i krystalkuglen og afslører Intels planer for de kommende måneder. De rummer blandt andet en Pentium 4-lignende Celeron til de billige pc'er og understøttelse af USB 2.0. Til næste år kommer en 0,09 mikron Pentium 4 på markedet, og systembussen bliver endnu hurtigere.

Busfrekvens på 533 MHz

Chipgiganten Intel har netop lanceret tre nye processorer, der udmærker sig ved at have en systembus med en frekvens på 533 MHz. Hidtil har processorerne i Pentium 4-familien alle haft en systembus på 400 MHz, men nu skruer Intel altså op for frekvensen.

De tre nye modeller med 533 MHz på bussen har frekvenser på 2,26, 2,40 og 2,53 GHz. Sidstnævnte er utvivlsomt den hurtigste processor, man kan få til pc'er, og AMD er nu kommet hele 800 MHz bagud i megahertz-kapløbet. Ydelsen er dog vigtigere end clockfrekvensen, og her kan den hurtigere systembus på Pentium 4 for alvor vise sig at give gevinst.

Systembussen er den del af processoren, der via chipsættet sørger for kommunikationen til andre dele af pc-systemet. Systembussens hastighed er vigtig, fordi processorens kerne skal forsynes med instruktioner og data lige så hurtigt, som beregningerne kan foretages, og fordi processoren skal kunne komme af med resultaterne af beregningerne i en fart.

I virkeligheden sættes busfrekvensen for øvrigt blot op fra 100 til 133 MHz, men da der overføres data fire gange pr. clockcyklus, bliver den effektive frekvens fire gange så høj. Med en 533 MHz systembus kan der overføres data til og fra Pentium 4 med en hastighed på 4,2 gigabyte i sekundet.

7 GHz med 0,09 mikron

Den helt store gevinst ved en hurtig systembus kommer først, hvis systemhukommelsen kan følge med. Derfor er 1.066 MHz RDRAM med samme båndbredde den ideelle hukommelse til de nye Pentium 4-systemer. Denne hukommelsestype er for længst demonstreret, men RAM-modulerne er endnu ikke kommet i butikkerne. Det varer dog ikke længe, før den hurtige RAM bliver tilgængelig.

Selv om Pentium 4 indtil videre er hurtigst med RDRAM, vil den mest udbredte hukommelsestype til de fremtidige Pentium 4-systemer være DDR RAM. Her er standarden indtil videre 266 MHz, selv om moduler med 333 MHz begynder at blive populære. DDR266 har en båndbredde på 2,1 gigabyte i sekundet, mens tallet er 2,7 gigabyte for DDR333, der også kaldes PC2700 RAM.

Når processorens frekvens stiger, skal der mere data gennem hukommelsen pr. sekund. Intel har gjort sit ved at øge busfrekvensen, men hvis hukommelsen ikke kan følge med, vil den virke som flaskehals i systemet. En hurtig processor og systembus er ikke meget værd uden hurtige RAM-moduler.

Efterhånden som frekvensen på Pentium 4 nærmer sig de tre gigahertz, kan brugen af DDR RAM vise sig at være en hæmsko for ydelsen i Pentium 4-systemer, og hvis man primært interesserer sig for høj ydelse, vil et bundkort med understøttelse af PC1066 RDRAM være den fremtidssikre løsning.

Det gælder selvfølgelig kun et års tid, for så får busfrekvensen endnu et hak opad til 667 MHz. Før da, nemlig omkring årsskiftet, vil Pentium 4 med 533 MHz på bussen komme op på en clockfrekvens på 3,06 GHz. I tredje kvartal af 2003 begynder Intel at fremstille Pentium 4 med 0,09 mikron teknologi, og denne processor med kodenavnet Prescott vil nå de syv gigahertz. På et tidspunkt bliver busfrekvensen sat op til 800 MHz, så systembussen ikke kommer til at virke som en flaskehals i pc'en.

Ny Celeron og USB 2.0

Det er ikke kun Pentium 4, der får en overhaling. Det gør budget-processoren Celeron sandelig også snart. Så er det slut med den Pentium III-lignende Celeron med 370 ben og 100 MHz systembus. I stedet vil vi se en Celeron, der har samme processor-kerne som de første Pentium 4-versioner med kodenavnet Willamette.

Busfrekvensen vil være 400 MHz på denne Celeron, der vil kunne bruges på samme bundkort som Pentium 4. Mængden af L2-cache er sat ned til 128 kilobyte, hvor den nye Pentium 4 har 512 kilobyte L2-cache, og det vil selvfølgelig gå ud over ydelsen. Den første Celeron til Socket 478 vil have en frekvens på 1,7 GHz.

Nye typer processorer kræver nye chipsæt og dermed nye bundkort. Både VIA og SiS har fremstillet chipsæt, der understøtter Pentium 4 med en 533 MHz systembus, og nu er Intel også klar med 850E, der skal anvendes sammen med RDRAM.

Senere kommer 845E, 845G og 845GL til DDR266 RAM. Både 845G og 845GL har integreret grafik - forskellen er, at 845G også understøtter en AGP-port, så man kan udstyre pc'en med et rigtigt grafikkort, hvis den integrerede grafik ikke er god nok.

Disse nye Intel-chipsæt til Pentium 4 og den nye Celeron-version bliver udstyret med understøttelse af USB 2.0. Med denne serielle standard, der skal afløses USB 1.1 for tilslutning af eksterne enheder, kan man overføre data med en hastighed på op til 480 megabit i sekundet. Allerede nu er USB 2.0 begyndt at dukke op på bundkortene, og vi har da også for længst testet teknologien.

I starten af 2003 vil Intel begynde at understøtte DDR333 RAM i forbindelse med lanceringen af et nyt chipsæt med kodenavnet Springdale. Chipsættet får en dual-channel hukommelses-controller, så båndbredden til hukommelsen bliver fordoblet. Her kommer AGP 8x til grafikkort og Serial ATA for tilslutning af drev også ind i billedet.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere