To herrer fra den absolutte top i verdens næststørste chipproducent United Microelectronics er i Taiwan blevet sat under anklage for ulovlige investeringer i den kinesiske chipproducent og konkurrent, He Jian Technology.
Taiwanske chipselskaber er underlagt skrappe restriktioner, når det handler om at investere i kinesiske chipproducenter. Det skyldes især det spændte politiske klima, der er mellem de to lande.
De to topchefer, bestyrelsesformand Bob Tsao og næstformand John Hsuan, meddelte deres afgang fra UMC kort før nyheden om, at de var blevet tiltalt og nu skal for retten i Taiwan, slap ud.
De to fungerer dog fortsat som særlige rådgivere for selskabets bestyrelse, mens selskabets administrerende direktør Jackson Hu midlertidigt tiltræder som bestyrelsesformand.
UMC har tidligere fået en stor bøde af den taiwanske fondsbørs for at have udsendt en fondsbørsmeddelelse på kinesisk.
UMC meddeler, at selskabet fortsat har tillid til Tsao og Hsuan, som selskabet i en meddelelse erklærer er blevet ofre for en politisk sag, der er udsprunget af forholdet mellem Kina og Taiwan.