Bevægelse larmer
Computere larmer. Støjen kan være direkte enerverende, og den kan for eksempel forhindre, at man har lyst til at bringe pc'en ind i stuen, som vi foreslog det i en artikel for nylig. Heldigvis er det muligt at bringe støjniveauet ned - faktisk så langt ned, at støjen forvandles til en stille hvisken, som man skal være mere end almindelig sart for at opfatte som generende.
Heldigvis er stadig flere computer-producenter opmærksomme på støjproblematikken. Der fremstilles pc'er, der larmer forbavsende lidt, og Apples Cube, der nu er gået ud af produktion, var faktisk helt lydløs. Det hjælper bare ikke dem af os, der har en pc i forvejen, og gerne vil gøre den mere stille.
Problemet er pc'ens mekaniske dele, altså de komponenter der er i bevægelse under drift. Det drejer sig om blæseren til strømforsyningen, blæseren til processoren, harddisken og cd/dvd-drevet. Herudover kan der være en blæser i kabinettet, på grafikkortet og på bundkortet, og det larmer alt sammen.
Blæserne er nødvendige for at lede varmen væk fra komponenterne. Siden de glade 386-dage har det været nødvendigt at udstyre processoren med en form for køling, for efterhånden som antallet af transistorer stiger, går strømforbruget og dermed varmeudviklingen også i vejret. Efterhånden er det samme kommet til at gælde for visse grafikchips og chipsæt, og uden køling brænder komponenterne simpelthen sammen.
Harddiske indeholder hurtigt roterende skiver og læsehoveder i bevægelse. Medierne i optiske drev roterer også hurtigt, og det skaber luftstrømninger, som støjer. Hastigheden for både harddiske og cd/dvd-drev stiger hele tiden, og det gør støjen ofte også.
Støjen kan komme direkte fra blæsere eller drev, men kan også opstå indirekte fra vibrationer, som giver resonans i kabinettet. For at bekæmpe støjen må man investere i komponenter, der larmer så lidt som muligt og samtidig sørge for, at den tilbageværende støj ikke forplanter sig ud i lokalet.
Nye blæsere
Det tyske firma A Conto har specialiseret sig i produkter til støjdæmpning af pc'en. Firmaet forhandler en produktserie under navnet NoiseControl, og udstyrer man computeren med disse støjdæmpende elementer, kan den blive stort set lydløs. En anden producent af produkter, der kan bidrage til en mindre støjende pc, er amerikanske Molex.
NoiseControl Silerado: En suveræn køler til processoren. |
Et alternativ til Silverado kan være CAKII-58 eller WBK58-II fra Global Win, Thermaltake Silent Viking eller en af kølerne fra Molex. De er billigere end Silverado, men knap så effektive til at lede varmen væk.
Når processorens køler er klaret, er det strømforsyningens tur. Mange kabinetter sælges med en "støjsvag" strømforsyning, men forhandlerne lover ofte mere, end de kan holde. En ny strømforsyning, der er stille for alvor, kan gøre underværker. Igen har NoiseControl nogle stykker i sortimentet, men også strømforsyningerne fra Q Technology er absolut værd at nævne. Under alle omstændigheder er det en fordel, hvis strømforsyningens blæser er udstyret med en temperaturregulator, så blæserens hastighed tilpasses behovet for køling.
Blæsere på grafikkort og bundkort kan også udgøre en irriterende støjkilde. Ofte forsynes grafikchips og chipsæt med billige kølere, der er mere støjende end effektive. Man kan selvfølgelig sørge for at købe grafikkort og bundkort uden blæsere, og det er absolut muligt, hvis man ikke nødvendigvis skal have et lynhurtigt grafikkort til de nyeste spil. Hvis man vil have et kraftigt grafikkort, men vil slippe for blæserstøjen, er der ingen vej uden om at pille køleren af og sætte en ny på. En ny VGA-køler af bedre kvalitet kan fås for mindre end 100 kroner.
Harddisken
Næst efter processorens blæser er det ofte harddisken, der frembringer mest støj i et pc-system. Her er løsningen først og fremmest at anskaffe en støjsvag harddisk fra starten af. Man skal gå efter en harddisk, hvor motorens kuglelejer er afløst af et flydende ophæng, eller på engelsk: Fluid dynamic bearing.
I øjeblikket kommer markedets mindst støjende harddiske fra Seagate. Ifølge firmaet selv er Barracuda ATA IV så stille, at lyden fra den ikke kan opfattes af det menneskelige øre. Det er en sandhed med modifikationer, men sikkert er det, at harddisken i Barracuda ATA IV-serien er så støjsvage, at man skal meget tæt på for at blive generet af støjen.
Hvis man stadig er generet af støjen fra harddisken kan man købe en støjdæmpende harddisk-ramme for få hundrede kroner. NoiseControl fremstiller rammer, hvor harddisken er ophængt i elastikker. Et sådan ophæng isolerer de rystelser, som harddisken frembringer, så man undgår den resonans, der typisk udgør det største problem i forbindelse med støj fra harddiske.
En SilentDrive harddisk-skuffe lukker larmen - men måske også varmen - inde. |
Indpakning
Også når det gælder cd/dvd-drev gælder det om at finde et, der støjer så lidt som muligt. Her er der næsten altid sammenhæng mellem pris og kvalitet, og de anerkendte producenter har også gjort noget ved støjen. Derudover er støjen typisk proportional med drevets hastighed, så et 50x cd-drev larmer mere end et 24x, når det er kommet i omdrejninger.
Hvis man ofte benytter pc'en til afspilning af cd'er eller dvd'er, kan det være nødvendigt at gøre noget mere ved støjen. Man kan købe kabinetter med en frontlåge, der både gør pc'en kønnere at se på og mindre støjende. NoiseControl har kabinetter med en særlig lydisolerende cd-klap, der begrænser støjen, og er det stadig ikke tilstrækkeligt, kan man pakke hele pc'en ind i en lydtæt boks. Man skal bare være sikker på, at varmen kan komme ud. Igen har NoiseControl et bud på en løsning, nemlig et produkt ved navn WhisperBox.
En billigere og mindre dramatisk måde at klare pc'ens støjproblemer er støjdæmpende måtter, som placeres på kabinettets indervægge. Disse dæmpningsmåtter kan NoiseControl også klare, og et godt alternativ er måtterne fra Power Snooze. Et sæt dæmpningsmåtter koster i omegnen af 400 kroner. For at forhindre, at støjen forplanter sig til gennem pc'ens underlag, kan man også udstyre den med gummifødder. Det er særlig vigtigt, hvis pc'en står på et hårdt underlagt, for eksempel et trægulv.
I Danmark forhandles NoiseControl-produkter blandt andet af Webconsult, Studiedata og AT Computing. Især hos førstnævnte kan man få mere at vide om produkterne og deres virkemåde. Produkterne fra Molex distribueres i Danmark af Inter-Data og Morgen, hvor man kan få oplyst den nærmeste forhandler. Man kan læse mere om Molex-produkterne hos den europæiske distributør.