Softwaregiganten Microsoft har købt firmaet Alacris, som udvikler og sælger sikkerhedssystemer baseret på chipkort og Windows.
Opkøbet skal give Microsoft mere slagkraft inden for systemer til styring af brugeradgang og sikkerhedskontrol.
Samtidig skal opkøbet sende et signal til selskabets kunder i erhvervslivet.
- Vi vil vise, at det er lige så let at anvende smart cards og biometri, som det er at administrere brugernavne og adgangskoder, siger produktchef for Windows-sikkerhed Michael Atalla fra Microsoft.
Alacris' systemer bruges til at styre udstedelsen af chipkort til identifikation i virksomheder og til at konfigurere de tilknyttede rettigheder.
Microsoft samarbejder i forvejen med en række firmaer, som leverer chipkortbaserede identifikationssystemer. Disse samarbejder vil ifølge softwaregiganten fortsætte efter opkøbet.
Microsoft vil samtidig udvide Alacris' chipkort-teknologi til at kunne anvendes på andre systemer end blot chipkort.
Målet er, at kunne levere et komplet system til identifikation og adgangskontrol på alle niveauer.
- I sidste ende er enhver form for system til digitale certifikater på bordet, siger Michael Atalla.
Købsprisen for Alacris er ikke offentliggjort. Selskabets 24 ansatte vil ifølge Microsoft blive vurderet for at se, hvordan de passer ind i softwaregigantens organisation.