Dansk IT, hvis medlemsskare tæller over 6.000 it-folk fra alle grene af dansk erhvervsliv, vil sætte et tydeligere præg på den politiske dagsorden.
I et netop udsendt stillingsopslag søger organisationen en lobbyist, som kan kommunikere budskaberne ud og samtidig give Dansk IT den kant, der har manglet.
- Vores profil har måske været lidt aflejret i det gamle mainframemiljø. Vi har behov for at stå skarpere. Vi bliver opfattet som seriøse og fagligt kompetente, men det skal vi have kombineret med en skarp kant, så vores budskaber går klarere igennem, siger afdelingschef i Dansk IT, Jacob Primault
Den politiske dagsorden, Dansk IT skal sætte lige nu, er især digitaliseringen af det offentlige, det lave optag på de videregående tekniske uddannelser og Danmarks rolle i globaliseringen, mener han.
- Men vi skal også have it fornuftigt placeret i forhold til den meget vigtige diskussion, der foregår lige nu, om globaliseringen. Hvad skal Danmark leve af i fremtiden? Her spiller it oplagt en stor rolle. Vi skal vi være med til at konkretisere mulighederne. Vi er stadig de professionelle it-brugeres talerør og har især fokus på SMV-markedet (små og mellemstore virksomheder, red.), hvor vi mener den største udvikling ligger, siger Jacob Primault.