Artikel top billede

Civilization VII: Hil Konfucius – danernes konge

Nu er der masser af nyt om næste udgave af verdens bedste strategispil. Blandt andet om en spilteknisk overhaling, nærmest uendelige kombinationsmuligheder – og om spillets fortæller.

Når syvende og længe ventede udgave af verdens bedste strategispil udkommer 11. februar næste år, er det naturligvis dels med blændende grafik.

Derfor kan man gnide hænder over hidtil usete detaljer, når ens undersåtter rejser vidundere eller fejrer deres retfærdige sejr over de uduelige naboer – eller når ens byer bombes til grusbunker af de selvsamme krigsgale niddinger.

Forleden gav Firaxis Games og spilskaberen Sid Meyer millioner af Civ-fans en masse detaljer om, hvad vi kan vente os af Civilization VII, og det er ikke småtterier.

På gameplaysiden introducerer man blandt andet muligheden for at kombinere civilisationer og ledere mere eller mindre vilkårligt.

Hermed bliver det for eksempel muligt at lade Napoleon stå i spidsen for briterne, sætte Cleopatra på mayaernes trone – eller lade den kinesiske filosof Konfucius lede nordiske stammer til verdensherredømme.

Dette er ikke kun for sjov, men giver mulighed for at eksperimentere ved at drage fordel af hvert enkelt folkeslags og de forskellige lederes respektive styrker.

Desuden er en samlet Civilization VII-kampagne delt op i tre specifikke aldre – antikken, opdagelsernes tid og moderne tid.

Ved indgangen til hver af de tre aldre skifter man sit eksisterende folkeslag ud med et nyt, bygger ovenpå sin eksisterende civilisation og får adgang til nye teknologier og muligheder.

Tanken er at tackle to grundlæggende udfordringer ved Civilization-spillene.

Dels at undgå, at spillene bliver uoverskuelige og enormt langtrukne.

Dels at afbalancere folkeslag og ledere bedre og undgå, at spillere bliver alt for magtfulde eller udstyret med så mange ulemper, at de er på bagkant nærmest fra første træk.

Samtidig har Firaxis annonceret, hvem der får æren af at agere fortæller i Civilization VII. Det bliver denne gang Gwendoline Christie, der spillede Brienne of Tarth i Game of Thrones.

Dermed bærer hun stafetten videre fra en anden GoT-profil, nemlig Sean Bean, der lagde stemme til i Civilization VI (og som selv efterfulgte Star Trek-profilen Leonard Nimoy).

Men det kan man alt sammen se mere til i Firaxis’ 25 minutter lange præsentation af spillet – inklusive en masse videoer af, hvordan spillet faktisk kommer til at tage sig ud.

Der er også allerede skrevet en lang række artikler og blogindlæg om spillet. En af de mest grundige er fra The Verge, der har haft en tidlig demoversion mellem hænderne, mens britiske The Guardian har interviewet spillets producer om tankerne bag den kommende version.

Endelig vil spillet allerede ved lanceringen som noget ret enestående være tilgængeligt på alle platforme.

Derfor kan man glæde sig til at nuppe just one more turn, uanset om man kører Windows, macOS eller Linux – eller har en Nintendo Switch, PS 4, PS5, Xbox One eller Xbox Series X/S stående.