Artikel top billede

Juryen står næsten symbolsk bag de fem nominerede til CIO-prisen. (Foto: Mikael Rieck)

Tag med til kåringen af Årets CIO 2024: Se billederne

Der var spændte kandidater, opmærksomme deltagere og ikke mindst en glad vinder, da prisen som Årets CIO 2024 blev uddelt.

Kunstig intelligens var det helt centrale tema på konferencen forud for kåringen af Årets CIO 2024.

Analytikere, CIO'er og sågar en Chief AI Officer fra SAP gav deres syn på udfordringer med implementering og de bedste måder at gennemføre AI-projekter på.

Chief AI Officer for SAP i blandt andet Europa, Jesper Schleimann, havde følgende tre pointer, som han så som en forudsætning for, at et AI-projekt i ens organisation bliver en god forretning:

Tillid. Sikkerheden skal være i orden.

Traction. Der skal være styr på sporbarheden i brugen af AI.

Transparens.
Det skal være gennemskueligt hvordan AI anvendes.

Værdifulde pauser

Mellem oplæggene var der tid til at nyde en kop kaffe, en luksus-flødebolle eller et stykke kage og falde i snak med CIO-kollegaer fra andre danske virksomheder.

Der blev talt med fynsk, københavnsk, sjællandsk og en bred vifte af jyske dialekter.

De nominerede

Under paneldebatten mellem de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024 stod det klart, at AI kan implementeres med vidt forskellige gevinster og udfordringer.

For CIO i Fiskars, Peter Cabello Holmberg (helt til højre på billedet ved siden af), var en af udfordringerne at tydeliggøre værdien ved at investere i kunstig intelligens.

I Rambøll giver en AI-robot nu virksomhedens rådgivere kvalificeret sparring, fortalte CIO Thomas Angelius (nummer to fra højre på billedet).

I forsikringsbranchen berettede Kasper Tjørntved Davidsen (i midten på billedet), CIO i Topdanmark, ligeledes om gode erfaringer med en AI-bot.

Sig det med legoklodser

SAP's chef for AI i Europa, Mellemøsten og Afrika, Jesper Schleimann, bad deltagerne om at udtrykke deres forventninger til og frustrationer over AI ved hjælp af legoklodser.

Alt fra hovedløse figurer til skinnende lys for enden af tunnellen blev sat i verden. Der er med andre ord klare tegn på, at erfaringerne i virksomhedernes it-organisationer spænder fra fiaskoer til klokkeklare succeser.

Ventetiden

Inden aftenens middag byttedes der rundt på bordkortene, så deltagerne nåede at få talt med så mange som muligt.

Det samme skete mellem retterne.

I tiden op til selve kåringen af Årets CIO 2024 mærkede man en fortættet stemning ved især de af bordene, hvor en af de nominerede havde taget plads.

Nu kunne man snart ikke vente længere på at få udløst spændingen.

Og vinderen er ...

Klokken kvart over ni annoncerede Computerworlds chefredaktør, Lars Jacobsen, navnet på den dygtige vinder af prisen som Årets CIO 2024: Martin Wood, CIO i Domstolsstyrelsen.

"Hos Martin Wood i Domsstolsstyrelsen har hans unikke tilgang forvandlet IT-organisationen til en effektiv leveringsmaskine, som både leverer til tiden og inden for budget," lød den første del af Lars Jacobsens begrundelse, inden han fortsatte:

"Martin Wood har valgt at bryde med den traditionelle tilgang med store udbud og leverandørstyring og i stedet fokuseret på at bygge en intern organisation, der kan håndtere opgaverne selv. Dette har resulteret i, at Domstolsstyrelsen ikke har gennemført et eneste traditionelt udbud, men i stedet har ansat interne folk og suppleret med eksterne konsulenter. Denne tilgang har skabt en organisation, der er herre i eget hus og kan producere software med høj kadence – og det til et samfundskritisk område, hvor gennemsigtighed og nultolerance for fejl er afgørende."

En synligt glad Martin Wood gik på scenen og udtrykte sin taknemmelighed.

"Tusind tak for prisen. Det er dejligt at blive anerkendt for arbejdet. Den skal nok bidrage til at forbedre retssikkerhed og velfærd i samfundet," lød nogle af hans ord.