Sommerfesten i Domstolsstyrelsen fredag den 7. juni blev væsentligt mere festlig, end hvad der var lagt op til. Styrelsens Chief Information Officer, Martin Wood, blev nemlig kåret til Årets CIO 2024 dagen inden.
Det skete ved et stort anlagt arrangement holdt af IDC, Computerworld og Dansk IT i Dansk Arkitektur Centers lokaler i Blox midt i København.
Martin Wood kunne derfor genoptage fejringen fredag eftermiddag i Domstolsstyrelsens bygninger på Amager Fælled ved København.
Han fortæller til Computerworld, at han intet forventede i timerne og minutterne op til annonceringen af årets prisvinder.
Så meget desto mere glad og overrasket blev han, da han hørte sit navn udtalt klart og tydeligt lige efter "Årets CIO 2024 er ..."
"Det var jo et supergodt felt, og hvem ved, hvad en jury lægger vægt på - og hvor vigtigt synes den, at it i det offentlige er. Og de andre kandidater havde leveret flotte resultater," lyder det i al beskedenhed fra Martin Wood.
Han nåede først at blive fejret ordentligt af de øvrige ansatte i Domstolsstyrelsen ud på fredagen, da hans program den første del af dagen var henlagt til Digitaliseringsstyrelsens årlige møde om cybersikkerhed.
God it i den offentlige sektor
De første lykønskninger flød dog ind via Teams allerede torsdag aften, idet den øvrige ledergruppe fulgte spændt med ad den kanal.
Og hans kontor var iklædt flag og blomster, da han mødte ind.
Martin Wood mener, at juryens begrundelse for at kåre ham som årets vinder af CIO-prisen flugter med, hvad han selv ville med sit projekt for Domstolsstyrelsen.
Juryen roste ham blandt andet for at bygge en intern organisation, som selv kan klare opgaverne.
"Vi har bygget noget på en lidt atypisk måde, og juryens ord passer med det, jeg fortæller om, at vi ville, når jeg er ude til erfa-møder og lignende," siger Martin Wood.
Han understreger, at der er brug for at udbrede kendskabet til de mange gode historier om offentligt it, som han mener findes. For man hører i reglen kun om de negative, påpeger han.
Bedre retssikkerhed
I hans optik betyder god it-ledelse for domstolene et it-projekt, der mindsker tiden til unødig håndtering og oprettelse af sager og bureaukratiske opgaver og som frigiver vigtige ressourcer til kvalitet i sagsbehandling og bedre borgerbetjening og retsmøder.
Netop det har hans arbejde med it i Domstolsstyrelsen sigtet på.
"Der kan være lange sagsbehandlingstider på vigtige sagsområder i retsvæsenet, og der skal vi naturligvis bidrage til at skabe mere tid til kerneopgaven for rettens medarbejdere og samtidig gøre oplevelsen så god som muligt for alle, som kommer i berøring med domstolene. Ultimativt kan god digitalisering være med at øge retssikkerheden," siger Martin Wood, for hvem det personligt har været vigtigt at vise, at det batter at presse barren for god it-ledelse.
Læs også:
Alle de fem nomineredes respektive it-fortællinger kan du læse herunder.