Martin Wood, CIO i Domstolsstyrelsen, er netop kåret til Årets CIO 2024. Han modtog torsdag aften den prestigefyldte pris ved et arrangement i Blox i København.
Computerworld, Dansk IT og IDC uddelte prisen for 19. gang i overværelse af en stribe af de tungeste it-profiler i Danmark.
Martin Wood overtager titlen fra Susanne Schustin, der som medlem af juryen selv var med til at pege på sin arvtager.
Han kom til Domstolsstyrelsen for fem år siden – i 2019 – og har transformeret sin organisation, der er kendt for at levere til tiden og indenfor budget.
Under hans ledelse har styrelsen udviklet en ny tilgang, hvor økonomi og tidsplan er faste, mens der er fleksibilitet i, hvad der produceres.
Organisationen er under ham blevet tilpasset, så den kan håndtere de fleste opgaver internt – med eksterne konsulenter som supplement.
"Vi har i den forbindelse ikke gennemført et eneste traditionelt udbud," har Martin Wood tidligere sagt til Computerworld.
Hjemtagningen er sket for at sørge for, at det er Martin Wood og hans organisation, der er herre i eget hus, så det ikke bliver leverandørerne, der styrer projekterne.
"I det offentlige har man måske lidt berøringsangst med at lave denne her hjemtagning og tage det fulde ansvar. Men vi har gjort det, og vi har gjort det med succes,” har Martin Wood sagt til Computerworld.
Projekterne leveres til tiden
Brugerne er tæt inde i udviklingen af løsninger, som i Domstolsstyrelsen skabes uden lange og detaljerige kravsspecifikationer fra begyndelsen. For det er netop i indledningen af et nyt it-projekt, at man ved mindst om, hvad det skal indeholde.
I sin tale til prisoverrækkelsen kom Computerworlds chefredaktør, Lars Jacobsen, ind på resultaterne af Martin Woods arbejde med at opbygge en it-organisation, som selv kan håndtere opgaverne.
”Resultatet har været, at alle projekter er blevet leveret til tiden, inden for budget og med høj brugertilfredshed,” sagde Lars Jacobsen ved arrangementet.
Her understregede han, at man mange andre steder i den offentlige sektor nu skeler til Domsstolsstyrelsen hvad angår it-ledelse.
Juryens ord
Juryens begrundelse for at kåre netop Martin Wood foran fire andre yderst kvalificerede kandidater til prisen som Årets CIO lød bl.a.:
”Martin Woods tilgang har skabt en organisation, der er herre i eget hus og kan producere software med høj kadence – og det til et samfundskritisk område, hvor gennemsigtighed og nultolerance for fejl er afgørende.”
”Derudover har Martin Wood sørget for at anvende moderne teknologier og værktøjer, som de ansatte kender fra universiteterne og private virksomheder. Dette har bidraget til lav medarbejderomsætning og høj medarbejdertilfredshed.”
Fem prominente navne
Med kåringen skiller Martin Wood sig ud foran fire yderst prominente navne i dansk it-ledelse.
De øvrige nominerede til Årets CIO 2024 kan bryste sig af at være udvalgt blandt hundredvis af dygtige CIO’er.
De fire forbilleder udover Martin Wood er Thomas Angelius fra Rambøll, Peter Cabello Holmberg fra Fiskars, Kasper Tjørntved fra Topdanmark og Rasmus Brogaard Hede fra Dansk Industri.
Alle de fem nomineredes respektive it-fortællinger kan du læse herunder.