Årets CIO 2019: Stig Lundbech, direktør for Koncern IT i Københavns Kommune, er Danmarks bedste CIO, lige nu.
Han blev tirsdag aften udnævnt til Årets CIO 2019 til et stort anlagt arrangement i Carlsberg-byen i Frederiksberg med deltagelse af en lang række top-profiler fra den danske it-sektor.
Her modtog Stig Lundbech under stor applaus den ærefulde titel.
Juryen bag prisen, som Computerworld, IDC og Dansk IT står bag, peger i begrundelsen på, at Stig Lundbech i sin tid i jobbet som øverste CIO i Københavns Kommune er gået fra brandslukning til solid drift.
Han har desuden gjort det til sit personlige projekt at komme med løsninger, før de efterspørges, påpegede juryen.
Du kan læse hele juryens begrundelse for valget af Stig Lundbech længere nede i denne artikel.
Stig Lundbech vinder titlen efter et tæt opløb med de tre øvrige nominerede CIO’er, der alle var med helt fremme i feltet som de særligt nominerede ud af de indstillede kandidater til titlen.
De er:
- Alan Jensen, Salling Group.
- Peer Omann, Bunker Holding.
- Ashok Kalyanswami, Saxo Bank.
Tidligere har også Peer Rasmussen, SOS International, været nomineret, men han trak sit kandidatur på grund af pludselig exit fra selskabet.
Det kan du læse mere om her: En af Danmarks bedste CIO'er færdig på posten: Stopper om få dage
Selv om de ikke vandt titlen, kan de bryste sig med, at de er blandt de fire bedste CIO’er i Danmark lige nu - hvor de på den måde sætter kursen for CIO-rollen herhjemme, når den for alvor skal folde sig ud.
Det kræver dyb indsigt i både det tekniske, i forretningen og i det organisatoriske - og en sikker hånd på rattet, når organisationen skal navigere gennem de mange muligheder og valg, der skal træffes på højeste niveau.
Medarbejdere i centrum
En tydelig fællesnævner for alle de nominerede top-CIO’er har været medarbejderne, fremhævede juryen.
De har alle ‘planer, mål og ambitioner, der kun kan indfries med de rette motiverede medarbejdere. Derfor fylder synlig ledelse, rekruttering og talentudvikling godt op i deres kalendere,” lød det fra juryen.
Det skyldes selvfølgelig både den voksende kamp om talenterne.
Men også at it-området i dag udvikler sig i meget højt tempo.
Og det kræver, at alle er dedikerede til kendte og klare målsætninger, hvilket kræver, at CIO’en har klare visioner, som kan formidles klart og præcist.
Derfor vinder han
Her er juryens motivation:
”Den medarbejdermæssige og produktmæssige kompleksitet i Københavns Kommune kan sammenlignes med de allerstørste danske koncerner.
Derudover er landets største kommune også opdelt i selvstændige forvaltninger med hver deres politiske leder fra ofte forskellige partier - og er samtidig underlagt en lang række hastigt voksende forventninger fra borgere, virksomheder og landspolitikere.
Midt i de mange modsatrettede interesser har Stig Lundbech styret 400 it-folk fra at være effektive brandslukkere for de få til at være en trusted partner for samtlige forvaltninger i kommunen.
Den stabile drift har samtidig betydet, at Koncern IT er gået fra at være en driftsorganisation til lige meget drifts- og udviklingsorganisation.
Kommunen høster derfor allerede nu gevinster ved brug af ny teknologi – samtidig med at Stig Lundbechs folk står klar i kulissen med de teknologier, som de allerede nu kan se, at forvaltningerne snart vil efterspørge.
Det er en kæmpe omstilling. Det er tydelige resultater. Og det er et modigt bud på, hvordan it-afdelinger skal gribe fremtiden.
Derfor er Stig Lundbech Årets CIO 2019.”
Selv sagde vinderen, at han betragter titlen som et cadeau til alle offentlige ansatte og et bevis på, at den offentlige sektor ikke kun handler om historier om dårlige it-projekter og it-skandaler, men også om gode projekter og god it.
Du kan læse stort interview med Stig Lundbech her: Stig Lundbech kæmper med at få digitaliseringsagendaen på dagsordenen i Københavns Kommune: "Vi skal i gang nu, så vi er parat".
Læs mere om Årets CIO 2019
Tech fra toppen: Salling Groups CIO Alan Jensen har gennemført en kæmpe ERP-transformation
Tech fra Toppen: Saxo Banks CIO, Ashok Kalyanswamy: Sådan endte jeg som CIO i København