Stig Lundbech, direktør for Koncern IT i Københavns Kommune, blev tidligere på ugen kåret til Danmarks bedste CIO til et stort anlagt arrangement i Carlsberg-byen i Frederiksberg.
Det kan du læse mere om her: Her er Danmarks bedste CIO: Stig Lundbech fra Københavns Kommune vinder titlen som Årets CIO 2019
Med deltagelse af en lang række top-profiler fra den danske it-sektor modtog Stig Lundbech under stor applaus en statuette på godt 15 kilo som bevis på den ærefulde titel.
Og det var en stolt CIO med en smule adrenalin, der modtog prisen, fortæller Stig Lundbech i dag.
Pulsen steg
"Jeg tænkte, at det ville være flot at vinde, efter jeg havde mødt de andre kandidater, og så hvor kvalificerede de var. Det ville være lidt af en bedrift. Så jeg kunne da godt mærke, at pulsen steg i minutterne op til, at vinderen blev udnævnt."
Pulsen har nu lagt sig hos den nyslåede Årets CIO, der i de seneste par dage har oplevet en strøm af henvendelser fra direktører i kommunen, samarbejdspartnere og medarbejderne internt i Koncern IT, som har sagt tillykke.
"Der har været rigtig mange, der har henvendt sig og sagt tillykke. Det betyder utrolig meget at få den anerkendelse, og at folk har ment, at prisen var fortjent. Man vinder jo ikke kun som person, men også som repræsentant for en masse folk, der laver gode og store digitaliseringsresultater. Medarbejderne føler også, at de er en del af det. Det er ret fedt," siger Stig Lundbech, der hæfter sig ved en særlig lykønskning:
"Jeg fik blandt andet en personlig hilsen fra overborgmesteren (Frank Jensen (S) red.), hvor han skrev, at det var godt gået. Det betyder rigtig meget."
"Mine to piger havde glemt deres tasker i 8A"
Da prisen var blevet uddelt, meldte trætheden sig hos Stig Lundbech.
Med prisen under armen tog han derfor tidligt hjem fra arrangementet.
"Jeg tog en øl bagefter, men jeg var helt smadret og tog hjem ved 22-tiden. Det var en lang dag, og spændingen havde måske sat sig mere i kroppen, end jeg havde regnet med."
Herefter så han frem til en god fridag, hvor han kunne sunde sig oven på aftenens prisuddeling.
Men sådan skulle det ikke gå.
I stedet vågnede han dagen efter til store problemer på hjemmefronten, der skulle løses.
"Mine to piger havde glemt deres tasker i 8A [københavnsk bybus-rute, red]. Hele formiddagen brugte jeg på at se på en masse buslinjer og rende rundt for at se, om jeg kunne finde dem. Jeg fik hjælp fra den offentlige trafik til at finde ud af hvilken bus, jeg skulle stå på, og efter to-tre forsøg fandt jeg dem heldigvis," siger han og tilføjer:
"Hverdagen melder sig ret hurtigt igen - også for Årets CIO."
Udover de to tasker, som Stig Lundbech fik bugseret hjem, har han nu også en stor, tung pokal stående på gulvet.
Den skal dog hen på kontoret i Koncern IT på Borups Allé, når han har fået styr på de praktiske udfordringer.
"Jeg skal lige finde en måde at få den fragtet hen på kontoret. Jeg cykler hver dag, og den er ikke rigtig cykelbar. Det tror jeg ville være uforsvarligt. Så ind til videre står den derhjemme."
Det kendetegner årets nominerede
Juryen bag prisen, som Computerworld, IDC og Dansk IT står bag, peger i begrundelsen på, at Stig Lundbech i sin tid i jobbet som øverste CIO i Københavns Kommune er gået fra brandslukning til solid drift.
Han har desuden gjort det til sit personlige projekt at komme med løsninger, før de efterspørges, påpegede juryen.
I et stort nomineringsinterview sætter Stig Lundbech flere ord på, hvordan man som kommunal CIO skal agere i et landskab, hvor it og digitalisering ikke er højest på agendaen, men alligevel skal være klar til at levere resultater, når kommunens forvaltninger efterspørger det.
Den artikel kan du læse her: Stig Lundbech kæmper med at få digitaliseringsagendaen på dagsordenen i Københavns Kommune: "Vi skal i gang nu, så vi er parat".
Læs også hele juryens begrundelse for valget af Stig Lundbech her: Her er Danmarks bedste CIO: Stig Lundbech fra Københavns Kommune vinder titlen som Årets CIO 2019
Stig Lundbech vandt titlen efter et tæt opløb med de tre øvrige nominerede CIO’er, der alle var med helt fremme i feltet som de særligt nominerede ud af de indstillede kandidater til titlen.
Stig Lundbech peger på, at alle de nominerede i Årets CIO 2019 deler et par fællestræk, der viser noget om, hvad der kendetegner den moderne CIO.
"Alle de nominerede virker som, at de er rigtig dygtige ledere, der også kan noget med it. Det tror jeg er det væsentligste. Det er meget tydeligt, at det er erfarne folk, der også kunne være ledere inden for andre områder," siger han og fortsætter:
"Alle de resultater, man opnår som CIO, laver man på skuldrene af rigtig dygtige mennesker. Det er selvfølgelig en anerkendelse af ens egenskaber som leder, men man kan ikke lave resultaterne, uden at der er en masse dygtige mennesker. Så prisen er også en stor ros til, at man er dygtig til rekruttering, for det skal man være, og det fylder mere og mere."
De nominerede til Årets CIO 2019 var:
- Alan Jensen, Salling Group.
- Peer Omann, Bunker Holding.
- Ashok Kalyanswami, Saxo Bank.
Tidligere har også Peer Rasmussen, SOS International, været nomineret, men han trak sit kandidatur på grund af pludselig exit fra selskabet.
Det kan du læse mere om her: En af Danmarks bedste CIO'er færdig på posten: Stopper om få dage
Prisen kan bruges til andet end udsmykning
Selvom Stig Lundbech allerede har hængt et diplom med anerkendelsen som Årets CIO op på sit kontor, er der meget andet, prisen kan bruges til end lidt udsmykning på kontoret.
Positionen som Årets CIO giver først og fremmest en masse opmærksomhed og henvendelser, som han også håber kan bruges til andet end nogle anerkendte klap på skulderen.
"Der er kommet mange henvendelser. Folk har fået øjnene op for en, og der er kommet mange invitationer til at deltage i arrangementer. På den korte bane, ser det ud til, at der bliver muligheder for at få et større netværk og få endnu mere inspiration på baggrund af de mange henvendelser, jeg har fået," siger han og fortsætter:
"På længere sigt kan det bruges i rekrutteringsøjemed til, at folk får øjnene op for, at Københavns Kommune har en stor og professionel it-organisation, hvor der bliver arbejdet meget aktivt med digitalisering. Det tror jeg får betydning i forhold til samarbejde med leverandører og rekruttering. Al den salgs positive omtale er godt for os."
Derudover er prisen et bevis på, at kommunal it ifølge Stig Lundbech ikke længere er ensbetydende med noget kedeligt gråt kælder-it.
"Vi er ikke bare nogle folk, der sidder i en kælder under rådhuset. Vi har kæmpet for at undgå det støvede offentlige image, og det synes jeg, at vi er kommet langt med. Det offentlige kan altså godt arbejde meget professionelt med it."
Stig Lundbech regner ikke med, at der skal være en stor fest på baggrund af udnævnelsen. Men han planlægger at sige et par ord om det næste gang, der er en naturlig lejlighed til det.
Derudover vil han bruge det næste stykke tid på at finde ind i rollen som landets dygtigste CIO netop nu.
"Jeg er spændt på, hvad der sker nu. Jeg har talt med de tidligere vindere, og de siger, at der kommer til at ske meget, og at der er meget opmærksomhed på det. Så det handler også om lige at forvalte rollen og finde ud af, hvad de kommende måneder vil bringe. Jeg tror jeg ved mere om et par måneder," siger han slutter:
"Men de gode sager kan ikke blive markedsført for lidt."
Læs mere om Årets CIO 2019
Tech fra toppen: Salling Groups CIO Alan Jensen har gennemført en kæmpe ERP-transformation
Tech fra Toppen: Saxo Banks CIO, Ashok Kalyanswamy: Sådan endte jeg som CIO i København