En bærbar skal, i sagens natur, være bærbar.
Men hvis det nu er ens primære arbejdsmaskine, vil man vel gerne have lidt mere power og plads til ens programmer.
Men så snart der skrues op for specifikationerne og især skærmstørrelsen, kryber vægten tilsvarende op, hvilket går ud over slæbbarheden.
Det trade-off kommer du ikke ud i med Acer Swift Edge 16, som er en klodens eneste maskiner der formår at diske op med et fantastisk 16 tommers display og samtidig forbliver en fluevægter.
Hulbrystet sag
Det er lidt af en teknisk bedrift Acer er lykkedes med, for det er vel ikke nemt at klemme så meget hardware i en maskine der blot vejer 1,2 kilo og er 13 millimeter tyk. 65 watts opladeren der medfølger vejer bare 180 gram.
Men den lette og slanke profil har sin pris.
Selve kabinettet er så tynd og skrøbelig, at det bliver bekymrende, selvom det ellers er støbt i en letvægts magnesiumlegering. Alene en cykeltur med den i rygsækken fik den til at bøje så meget, at den ikke længere kunne hvile plant på skrivebordet.
Den kunne da heldigvis rettes ud, men tilliden til at denne maskine skulle kunne tåle livet på farten, er nu pist væk.
Det er ærgerligt, for man får ellers en ganske pæn og fleksibel maskine ellers. Her er jo hele fire USB-porte, heraf to gange USB-C, micro-SD kortlæser og HDMI udgang.
Tastaturet og touchpad virker også klikfast, men begge dele plages dog også af, at kabinettet er så eftergivende som det er.
Opulente farver
Ser man bort fra den tvivlsomme konstruktion, ser man i stedet ind en yderst livlig 16 tommer skærm med 3,2K opløsning.
Det er af OLED-typen, hvilket garanterer frodige farver og glimrende kontrast. Begge dele leveres til overmål, hvor farverne næsten kommer til at overstyre. Det ser flot ud, men helt nøjagtigt er det næppe.
Lysstyrken på 500 nits er også i den flotte ende, hvor det reelt kun er mini-LED baserede skærme, der kan overgå Asus Edge 16.
Det gode indtryk fuldendes af at skærmen kan opdateres med 120 Hz. Så alt dermed bliver flydende, hvis systemet ellers kan følge med.
Lydakkompagnementet kommer ud af to små højttalere i bunden, som døjer med at give både bund og selv mellemtoner til ens film og spil. De er bare slet ikke på højde med det, skærmen ellers tilbyder. Desværre.
En spillekonsol i maven
Mens de øvrige power-bærbare Computerworld har testet for nyligt har haft stærke grafikkort med sig i bagagen, er Acer Swift Edge 16 alene udstyret med den AMD-processorens indbyggede grafik.
Her er dog tale om den spritnye AMD Ryzen 7840U – en processor, som er nærmest identisk med den Z1 Extreme, som i disse dage debuterer i alskens bærbare spillekonsoller som Lenovo Legion Go eller Asus ROG Ally.
Den får hele 32 gigabyte hukommelse at rutte med, så den bør kunne hænge i.
Til almindeligt kontorbrug excellerer denne pakke til enhver opgave, som ledelsen skulle kunne finde på.
Når det gælder spil og programmer, der udnytter grafikkortets kræfter, kommer den indbyggede Radeon 780M grafikchip dog aldrig i nærheden af at matche selv mindre grafikkort som Nvidias RTX 3050 eller RTX 4050.
Men det er ikke håbløst bagefter heller.
Man kan spille selv nyere spil, så længe man er indstillet på at skrue ned for effekterne og opløsningen. Den slags er bare mere tydeligt på en 16 tommers storskærm, end på en håndholdt spillekonsol.
Hvad der er allermest tydeligt under spil er blæseren, for den kæmper højlydt med at holde processoren fra at smelte sammen.
Batteriet ombord på Acer Swift Edge 16 er også underdimensioneret til det, der alligevel er en relativ kraftig maskine, hvilket afspejler sig i driftstiden, som du får svært ved at få over seks timer.
Det middelmådige indtryk løftes heller ikke af, at Acer har proppet maskinen med en del forudinstalleret software, som unødigt tynger maskinen.
God idé, ringe eksekveret
Acers grundidé med at tage et stort flot display og ellers pakke det ind i yderst tyndt og let kabinet fejler ikke noget.
Desværre synes eksekveringen at halte flere steder - særligt hvad angår konstruktionen som er alt for letbenet.
Her synes Apple at have ramt et langt bedre kompromis med deres store Macbook Air, som godt nok har 0,7 tommer mindre skærm og vejer et par hundrede gram mere, men som til gengæld ikke får nogen til at tvivle på holdbarheden på både kort og langt sigt.
Når Acer samtidig inkluderer et sæt ringe højttalere, en larmende blæser, tvivlsom bloatware og et middelmådigt batteri, er der bedre køb at få til de 12.990 kroner, som testmaskinen koster.
Bevares, ingen af dem er dog nær så lette.