Artikel top billede

(Foto: Niels de Boissezon)

Test: Det er lidt af et lotteri, men får du den rette HP Envy x360, gør du et vaskeægte kup

HP's Envy x360 er en 2-i-1 maskine med 13 tommer skærm med et stort potentiale.

HP er blandt de største og historisk mest indflydelsesrige pc-producenter, men har modsat ærkerivaler som Apple og Lenovo aldrig formået at skabe sig en ikonisk serie af bærbare maskiner i lighed med Macbook’en eller ThinkPad’en.

Et godt bud på en serie med langtidsholdbart potentiale finder man i Envy-maskinerne.

De har igennem årene budt på flere nydelige designs samt lækre detaljer - og endda ofte til ganske rimelige priser.

Et af de nyere bud på sådan en lovende maskine er HP’s tablet-hybrid, Envy x360, som forener mange af seriens fortræffeligheder til en pris, hvor de fleste kan være med.

Klar på det hele

HP Envy x360 er i sagens natur en fleksibel enhed, da den byder på et hængsel, der kan gå hele vejen tilbage og forvandle enheden til en noget kluntet tablet.

Skærmen strækker sig her over 16:10 format og 13,3 tommer og er omkranset af ganske overbevisende matbørstet metal.

Det virker alt sammen godt skruet sammen, men resulterer i en vægt på 1,38 kilo.

Sammen med en oplader på 300 gram, ender man med at slæbe på 1,68 kilo, hvilket er lidt højere end gennemsnittet.

Til gengæld belønnes man med overraskende mange porte og tilslutningsmuligheder for besværet, for her er hele fire USB-C porte, en micro-SD kort-læser og et jack-stik at arbejde med.

Her tilbydes et touchpad og tastatur af god størrelse, hvor sidstnævnte dog ikke rigtig imponerer med sin respons. Man vænner sig dog hurtigt til det.

Flot udsyn

Envy x360 skal kunne fungere som tablet, hvilket kræver lidt mere af displayet, hvis kvalitet varierer en del alt efter konfiguration.

Heldigvis leverer dagens test-emne en Quad-HD opløsning, der er over grundmodellens Full HD, mens der samtidig bydes på glimrende kontrast og rimelige farver.

Skærmen understøtter naturligvis touch og er af ’glossy’ typen, hvilket giver et flatterende billede, men som samtidig er noget mere sårbart overfor genskin og fedtede fingre.

Lydsiden er lidt mindre fintunet til tablet-brug, da der godt nok er stereo-højttalere, men de er placeret på den ene side, hvor de vender mod brugeren i laptop-tilstand.

Pæn ydelse

I dagens testemne finder man en Intel Core i7-1250U, altså 12. generation af Intels særligt strømbesparende ’U’ serie i den stærkeste i7-serie, hvor 10 kerner, heraf to særligt højtydende, kan regne med op til 12 regnetråde på en gang.

Denne yder ganske udmærket, særligt fordi den kortvarigt kan snurre med op til 4,7 GHz, men den taber pusten over længere tid, da frekvensen ryger ned, når varmen bliver for meget for den.

Fordelen ved at være mådeholden med strømmen (og med ydelsen) bliver til gengæld, at der ikke kræves meget af blæseren, som hverken larmer særlig meget eller tages ofte i brug.

HP har belemret maskine med McAfees sikkerhedspakke, som plager en om at forny en virussccanner, selv om Windows 11 jo har sin egen sikkerhedspakke indbygget.

Batteriet er her på hele 66 Wh, hvilket er over normen for så relativt lille og kompakt en maskine.

HP synes dog ikke at være så strømeffektiv med batteriet som i den Dell, som jeg tidligere testede, hvilket udløser en tilsvarende glimrende driftstid på mere end 10 timer, men altså kræver et større batteri.

Potentielt kup

HP’s Envy x360 er ikke en enhed, som skiller sig markant ud, men er rettere en driftssikker sag, som sjældent falder igennem.

Det gode er samtidig, at maskinen her kan findes i dagens nethandel til priser fra 7.999 kroner, hvilket er mere end rimeligt.

Her fortjener et aktuelt dagstilbud med AMD’s udmærkede Ryzen 5600 hexa-core processor til bare 4.999 kroner også at blive nævnt.

HP Envy er altså ikke nogen topscorer – men er prisen rigtig, kan man med sindsro give en stjerne til og lægge den i indkøbskurven med visheden om, at man får en driftssikker sag.


Loading ikon