Selvom PC-markedet er domineret af fire spillere i form af Lenovo, HP, Dell og Apple er de mindre spillere fuldt ud i stand til at innovere og definere markedet til trods for at de har størrelsen imod sig.
Sværvægteren blandt fluevægterne er utvivlsomt Asus, som med produkter som de rystende billige eee-pc’er og senere de nydelige Zenbook-maskiner har været toneangivende i udvalgte nicher af pc-markedet.
For Asus har Zenbook-familien udviklet sig til et stort, frodigt og til tider forvirrende økosystem, hvor der som regel tilbydes gedigne maskiner med et omfattende teknikblad til lokkende priser.
Et af de nyeste skud fra Zenbook-stammen hedder Zenbook 14 og er i dagens testkonfiguration en af de på papiret mest interessante bærbare der kan købes her i efteråret.
Lovende egenskaber
Det første indtryk man får, når man får Asus nye Zenbook at se, er at enheden synes at være skabt til at imponere – men mest på afstand.
Selve designet er nydeligt, kantet og seriøst samt krydret med nogle interessante detaljer, såsom nogle blanke striber hen af det matte aluminiumskabinet.
Indtrykket bliver straks meget mindre positivt, så snart man tager fat i enheden, for den godstykkelse der anvendes her, er blandt de tyndere, hvilket giver et skuffende kvalitetsindtryk.
At der er sparet på materialerne, har dog den praktiske fordel, at man får sig en relativ stor 14 tommer skærm i 16:10 format, et endnu større batteri på 75 Wh samt en stærk processor i et kabinet der vejer omkring 1,35 kilo.
Selve 65 watts USB-C opladeren vejer 230 gram, så man får en stærk, om end en lille smule skrøbelig, pakke, der vejer under 1,6 kilo.
En anden praktisk fordel er port-udvalget, for her bydes på to gange USB-C, en enkel klassisk USB, samt en micro-SD kortlæser, jack-stik og en HDMI-udgang. Det skulle række til de flestes behov.
Pænt udsyn, ringe lyd
Man skal læse teknikbladet godt og grundigt igennem, når man køber sig en Zenbook, for selv om den hedder noget meget specifikt, UX3402, findes modellen i flere afskygninger.
Den bedst skærm der tilbydes, er et frodigt glossy OLED-panel med 2.8K opløsning og 90 Hz frekvens, hvor grundmodellen får en mere mondæn, mat IPS-udgave med 2.560 gange 1.600 pixels og 60 Hz opdateringsfrekvens.
Det er sidstnævnte der følger med dagens testemne, men den er nu heller ikke værst.
Her dækkes det almindelige sRGB farverum, altså pæne farver og med en fin kontrast og lysstyrke. Her er dog ingen touch-betjening.
Det hele er til gengæld akkompagneret af en noget sørgelig lydside, som hurtig bliver mudret, når der skrues bare lidt over mellem niveau. At lydspecialisterne Harman Kardon skulle have leveret navn til det setup, kan undre.
Det ombordværende webcam er heller ikke noget at råbe hurra for.
Mere fidus har jeg til gengæld til tastaturet som reagerer ganske klikfast og med udmærket taktil respons.
Endnu mere ros skal der lyde til touch-feltet som er stort og nemt at styre, mens Asus’ snedige mulighed for at få det til at dublere som numerisk tastatur er en glimrende feature.
Stærk indmad
Mens Asus har sparet lidt på konstruktionen, er der derimod ikke sparet på indmaden.
Her diskes op med 13. generation af Core i5 fra Intel, som vel at mærke er fra den stærke P-serie (1340P).
Her er 12 regnekerner, som yder på et højt niveau (op til 4,6 GHz) og især leverer varen, når tungere regneopgaver sættes i sving, da alle kerner holder en højere frekvens under de tunge løft.
Det sætter naturligvis et større pres på køleløsningen, som hurtigt gør opmærksom på sig, når alle kerner snurrer samtidigt, men decideret støjende bliver det aldrig.
Komponentpakken af wifi 6E opkobling og den hurtige LPDDR5 hukommelse.
De stærke komponenter serviceres af et 75 Wh stort batteri, som giver en solid driftstid på over ti timer, så længe man holder sig til kontorprogrammer eller browsing på nettet.
Enkelte svipsere i et stærkt køb
Asus' bud på en stærk, men alligevel prisvenlig maskine er på papiret et rigtig godt køb til den nuværende dagspris på 6.999 kroner på nettet.
Med de 16 gigabyte hukommelse og 512 gigabyte lager der tilbydes i denne konfiguration får man en komplet pakke, som kan glæde en i mange år fremover.
Den noget svagere konstruktion og de ringe højttalere er dog to forhold, som man som køber skal være opmærksom på.
Dels sår det tvivl om anvendeligheden på den længere bane, og så afskærer det en reelt fra at kunne bruge den til adspredelse uden et headset.
Vi lander derfor på fire stjerner for en maskine, som ellers er få forbedringer fra at være et røverkøb.