Mit første fladskærms-tv for mange år siden var på 40 tommer, og det var vildt dengang. Rigtigt vildt.
Nu sidder jeg foran en pc-skærm på 40 tommer med langt flere pixels og et ultra, ultra bredt format.
Der er ikke noget nyt i ultra wide-formatet, der leverer 3440 x 1440 pixels, men det er stadig en vild oplevelse at sidde foran en sådan kæmpe i dette skærmformat. Alligevel er det et, som kun få reelt holder meget af.
Det skæve format
Det skal ikke ligge Philips til last, for formatet har sin smarte grundidé.
En ultra wide-skærm kan enten anvendes som én stor skærm eller to, delt op på midten. Det sidste er oplagt, og det fungerer da også gnidningsfrit.
At dele den store skærm op i to er ikke altid så fed en oplevelse i praksis, som det lyder til i teorien.
For jeg savner faktisk den smalle ramme, der er om skærmen og ikke mindst afstanden mellem skærmene.
Det er naturligvis en smagssag og ikke mindst et spørgsmål om tilvænning.
Men mange, der har prøvet, er gået bort fra det igen og bruger skærmen som én stor. Har du kun én computer tilsluttet, er det da også oplagt – du får jo den samme plads.
Tung og enkel
Den brede model hedder 40B1U5600 og koster omkring 4.800 kroner.
Det er umiddelbart en fin pris, for du får høj opløsning, IPS LED-skærm og masser af tilslutninger, herunder USB-C.
Samtidig har den indbygget KVM-Switch, som nogle måske stadig har stående på bordet i egen kasse. Den muliggør funktionen med to skærme i en og at du kan dele skærmen på midten med to forskellige computere.
Skærmen har en bred betragtningsvinkel, hvilket er fint nok.
Men med så bred en skærm bliver det aldrig et issue. Jeg vender hovedet frem og tilbage for at kunne få overblikket. Ergonomisk oplever jeg dog ingen problemer i det.
Det brede format gør både skærmen noget tung og kræver stabilitet fra det underlag, som den står på.
Heldigvis er skærmfoden solid, omend lidt grov i designet, og du skal skrue fire skruer i, når den monteres. Den er for tung til en klik-løsning på skærmfoden.
Der er nogle fine detaljer at finde, såsom en lille pal, der klikkes ud i skærmens venstre side. Her kan hænge hovedtelefoner, kabler eller, hvad du nu har behov for.
Web-kamera må du undvære. Til gengæld er der indbyggede stereohøjttalere, der giver – ikke overraskende – et bredt, men også rimeligt solidt lydbillede.
Finish og den generelle kvalitet af skærmen er middelmådig. Lidt kedelig plast og nogle store funktionsknapper på fronten, der godt nok reagerer fint, men ikke gør meget for design oplevelsen.
Lidt grovkornet
Designet betyder også mindre – skærmen skal være i fokus, og det er den i den grad med en så stor en ultra wide-skærm.
Mit første indtryk er, at den står lidt grov i det. Ved siden af har jeg min standard-skærm, som også bruges som reference på nogle punkter. Ikke mindst fordi jeg kender den rigtigt godt.
Min reference-skærm på 32” har en opløsning på 2560 x 1600 pixels, og den står skarpere end Philips. I en grad, så jeg tjekker en ekstra gang, om jeg har sat opløsningen til Philips rigtigt.
Opløsningen er korrekt – problemet er, at skærmen naturligvis har en grovere pixel-tæthed end min reference. Men det hjælper heller ikke, at der mangler noget dynamik i billedet.
Jeg slår HDR til, og det hjælper lidt på film og nogle billeder. Men jeg savner stadig energi i skærmen, og det er tydeligt, at dette er en business monitor, som ikke er tiltænkt underholdning.
Akkurat godkendt
At Philips ikke leverer den store brillante opløsning er for så vidt i orden. Der er tale om en kontor-skærm, men gevinsterne ved det brede format forventer jeg lidt flere af. Det ligger den op til.
Omvendt får du en meget anvendelig skærm til prisen. Har du behov for det store og meget brede format eller to computere på samme skærm, er Philips et billigt og solidt bud.
Men der er mange på markedet, der kan levere samme kvalitet i prisklassen, og denne bør derfor først vælges, når du har set på konkurrencen.