Dangaard Telecom fra Padborg har så godt fat i forhandlere og teleselskaber på det europæiske mobilmarked, at den amerikanske it-gigant Hewlett-Packard (HP) har udset sig den danske mobildistributør til at skabe en ny europæisk salgskanal for sine mobile enheder.
Samarbejdet skal også sikre, at HP har en effektiv salgskanal, når selskabet til sommer lancerer en række nye, avancerede smartphones i Europa.
? Dangaard har ekspertisen og størrelsen til at skabe en effektiv salgskanal for HP?s mobile enheder, som vi satser meget på fremover, forklarede Jos Brenkel, partnerchef for HP i Europa, da han præsenterede HP?s nye partnerstrategier på et pressemøde i Amsterdam.
Afdelinger i 15 lande
Dermed får Dangaard Telecom, der blev etableret i 1986 som en del af Fleggaard-koncernen, mulighed for at befæste positionen som Europas største mobildistributør med afdelinger i 15 lande og flere end 1.200 medarbejdere.
Dangaard og HP har igennem de seneste fire år arbejdet sammen på det danske marked.
Den sønderjyske distributør har blandt andet haft succes med at sælge HP?s lommecomputere sammen med GPS-løsninger.
Og det er netop den form for Dangaard-ekspertise, som HP håber, vil sætte yderligere skub i salget af HP?s lommecomputere og smartphones.
? Dangaard er ekspert i at indgå aftaler med eksempelvis teleselskaber om at levere ekstra services sammen med telefonerne, så kunderne får noget ekstra for pengene, siger Klaus Gregersen, direktør for HP?s danske partnerforretning.
Flere talenter
Dangaard Telecom er lidt af et særsyn på det danske og internationale distributør-marked, da selskabet kom relativt uskadt igennem krisen på mobilmarkedet i 2002.
Krisen fik mange mobildistributører, som lever af at flytte kasser med mobiltelefoner fra et sted til et andet, til at dreje nøglen om.
Dangaard så faren, sadlede om, og begyndte at tilbyde mobilproducenterne forskellige tjenesteydelser oven i handlen ? i stedet for kun at distribuere mobiltelefoner.
Den strategi har selskabet holdt fast i, og Dangaard Telecom er i dag kendt for blandt andet at konfigurere, reparere og markedsføre mobilproducenternes telefoner.
Alfred Blank, som er direktør for smartphone-divisionen hos Dangaard Telecom, ser HP-aftalen som et skulderklap.
Stor betydning
Det samme gør direktør Michaél Køehn Milland, som mener, at den paneuropæiske aftale får stor betydning for det sønderjyske selskab, som blandt andet har brugt de seneste tre år på at opbygge en smartphone-division.
? De tre år har givet os en masse praktisk erfaring og et bredt kontaktnet på det europæiske smartphone-marked, som nu giver bonus, siger han.
Teleanalytiker John Strand mener, at Dangaard-aftalen giver HP noget at have selskabets øgede ambitioner på mobilmarkedet i.
? Det er et stort skridt fremad for HP, og aftalen kan sikre dem en større bid af markedet. HP har tidligere lidt under, at det har overladt distributionen af sine smartphones til traditionelle it-distributører, som ikke har det store kendskab til mobilbranchen, siger han.
Denne artikel stammer fra fredagens trykte udgave af Computerworld.