Matrox G550

Det nyeste grafikkort fra Matrox er suverænt til 2D-applikationer som almindelige kontorprogrammer under Windows, og afspilning af dvd-film er heller ikke noget problem. Til gengæld er det ikke et G550 man skal have fat i, hvis man vil benytte pc'en til krævende 3D-applikationer som for eksempel de nyeste spil.

Talende hoveder

Matrox har opgivet at følge med Nvidia og ATI, når det gælder 3D-grafik. I stedet satser den canadiske producent af grafikkort på firmaer, hvor pc'en primært anvendes til 2D-applikationer. Spilentusiasterne har for længst fundet andre græsgange, og folk, der vil bruge pc'en til at spille de nyeste spil, skal gå langt uden om G550.

Det skal dog ikke forstås sådan, at Matrox G550 slet ikke kan bruges til 3D-programmer. Grafikkortet kan såmænd godt bruges til et hurtigt spil Quake. Man får bare ikke nær den samme hastighed eller kvalitet, som man ville få, hvis man i stedet havde stoppet et nyt grafikkort med en chip fra ATI eller Nvidia i maskinen.

Når det gælder skarpheden af skærmbilledet, ligger Matrox stadig i front. Den del af grafikkortet, der skal oversætte chippens digitale signaler til de analoge signaler, som langt størstedelen af skærme stadig skal bruge, virker upåklageligt. Det er en fornøjelse at se skærme af god kvalitet komme rigtig til sin ret.

Hvis man vil tilslutte to skærme til den samme computer, er det også et G550, man skal have fat i. Matrox pionerede på dette område, og selv om man nu kan købe mange andre pc-grafikkort med to udgange, er det stadig Matrox, der med DualHead-teknologien har de bedste faciliteter. Man kan for eksempel kombinere en digital fladskærm med en almindelige CRT-skærm eller et fjernsyn, og bruge den ene skærm til kontorprogrammer og den anden til dvd-film.

Et hoved, der bevæger munden så det passer med talen, er da meget sjovt, men så heller ikke mere.
Udviklerne hos Matrox har lagt hovedet i blød for at finde en 3D-teknologi, der er særligt velegnet til brug i firmaer. Resultatet er blevet HeadCasting, en teknologi baseret på en udvidet version af DirectX 8 Vertex Shader til gengivelse af realistiske ansigtsudtryk på et animeret hoved. Ved hjælp af programmet HeadFone kan HeadCasting bruges i forbindelse med telefoni over internettet, hvor rigtig videotelefoni er erstattet af et vellignende talende hoved. Med Digimask kan man forvandle sit eget hoved til 3D-grafik, og man kan også anvende HeadCasting i forbindelse med PowerPoint-præsentationer. Det er da en meget skæg idé, men det er mere end tvivlsomt, om teknologien vil blive brugt seriøst.

God 2D, ringe 3D

Vi har sammenlignet ydelsen fra Matrox G550 med den præstation, som et GeForce2 MX grafikkort i nogenlunde samme prisklasse kan levere. Ikke overraskende er G550 noget bagefter, når det gælder 3D-grafik, men hvis man udelukkende bruger pc'en til 2D-applikationer, er grafikkortet et rigtig godt valg.

Vi anvendte en pc med en 900 MHz AMD Athlon, 128 megabyte RAM og en IBM 75GXP harddisk til at teste grafikkortet under Windows 2000. Resultatet i testprogrammet Content Creation Winstone 2001, der tester maskinens ydelse ved afvikling af seks krævende multimedie-programmer, var 21,7 point ved brug af Matrox-kortet og 21,1 point ved brug af Asus V7100 med GeForce2 MX. Matrox G550 får et endnu større forspring i Business Winstone 2001, der tester den samlede systemydelse ved afvikling af almindelige kontor-applikationer. Her er resultatet 25,0 point mod 22,9 point ved brug af GeForce2 MX - en forskel på hele 9,2 procent til G550's fordel.

Vi kunne desværre ikke teste G550's 3D-ydelse under Windows 2000. Det lader til, at Matrox ikke er helt færdig med at udvikle drivere til kortet, i hvert fald understøttede Windows 2000-driverne hverken DirectX eller OpenGL. Vi måtte ty til et system med Pentium III 450 MHz og Windows 98 for at teste 3D-ydelse.

Her var det til gengæld helt tydeligt, at Matrox G550 ikke er et grafikkort til spillere. Vi testede med 3DMark2000 og Quake III Arena ved en opløsning på 1024x768x32, og her fik GeForce2 MX henholdsvis 2790 point og 51,7 billeder i sekundet, mens G550 måtte nøjes med henholdsvis 1645 point og sølle 13,4 billeder i sekundet.

Konklusionen må være, at Matrox G550 er et ganske udmærket grafikkort til brugere, der ikke spilder tiden på 3D-applikationer, men fortrinsvis benytter pc'en til kontorapplikationer eller dvd-film, som afspilles rigtig godt. Den vejledende pris er 1.395 kroner med moms.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere