Artikel top billede

(Foto: Unsplash)

Digital chef hos Karnov bliver ny it-direktør for dansk onlinemedie

Det danske onlinemedie Altinget og Mandag Morgen har hentet ny it- og udviklingsdirektør fra Karnov Group. Den nye direktør skal udarbejde en ny digital strategi for mediet.

Nichlas Brødegaard Resch bliver ny it- og udviklingsdirektør for de danske onlinemedie Altinget og Mandag Morgen.

Den nye direktør kommer fra en stilling hos Karnov Group, hvor han har været head of digital innovation de seneste fem år, og tiltræder sit nye job i morgen onsdag.

"Altinget og Mandag Morgen er på en vækstrejse både i Danmark og Sverige. Ansættelsen af Nichlas Resch er et naturligt næste skridt i udviklingen af vores IT-arkitektur og digitale medieplatforme. Med ham får vi tilført kompetencer fra øverste hylde," siger administrerende direktør i Alrow Media Christoph Nørgaard, der ejer Altinget.

Nichlas Brødegaard Resch kommer blandt andet til at skulle udvikle en helt ny it-strategi for det danske medie, og sikre et stærkt udviklingsmiljø, lyder det efter ansættelsen af den nye it-direktør.

Det er en opgave, som den nye direktør naturligvis glæder sig over.

"Jeg er spændt på at starte hos Altinget og Mandag Morgen og har høje forventninger til de mål, som vi i fællesskab skal realisere. Jeg går ydmygt til opgaven og glæder mig til at forstå forretningen endnu dybere, sådan at investeringer i digitale løsninger rammer, hvor det skaber mest værdi," siger Nichlas Resch.

Ansættelsen af den nye direktør betyder også et farvel til den nuværende it-chef Michael Kellberg, der har været ansat siden Altinget blev stiftet for 21 år siden.

"Altinget ville ikke være, hvor det er i dag, uden Michael Kellberg, og derfor er vi også meget glade for, at han fortsat vil spille en central rolle i udviklingen af koncernens it-løsninger,” siger administrerende direktør Christoph Nørgaard.

Karnov Group har selv været igennem en støre digital omstilling i løbet af de kommende måneder. Computerworld har tidligere blandt andet fortalt om selskabets skifte til public cloud.