Microsoft vil nu lade regeringer få lov til også at kigge på kildekoden til Office 2003. Office-pakken kommer til at indgå i softwaregigantens Government Security Program, som også omfatter kildekoden til Windows.
Skridtet fra Microsoft betyder, at den danske regering også vil kunne få indblik i kildekoden, hvis den ønsker det.
Danmark har tidligere fået tilbudt at kigge Microsoft over skulderen i Windows, men indtil videre har de danske myndigheder takket nej.
Flere andre lande har imidlertid taget imod tilbuddet for blandt andet at sikre sig, at der ikke findes specifikke ting i koden, som kan give dem problemer med deres it-sikkerhed.
Microsoft oplyser ifølge nyhedstjenesten Cnet, at det er på opfordring fra de lande, som deltager i Microsofts kildekodeprogram, at Office-pakken nu også kan gennemgås.
Ønskerne skulle ifølge Cnet dreje sig både om sikkerhedsbetragtninger, men også om bedre at forstå filformaterne i Office og muligheden for at udveksle dokumenter med andre kontorprogrammer.
Indtil videre er det dog kun Storbritannien, der har sagt ja til Microsofts nye tilbud om Office-kildekoden.
Specielt hos selskabets offentlige kunder har Microsoft fået en konkurrent, som netop ikke skjuler kildekoden. Offentlige organisationer i flere lande har kig på open source-kontorpakken Openoffice, og det kan være med til at give Microsoft det ekstra skub til nu at løfte lidt af sløret for kildekoden til et af koncernens absolutte flagskibe, Office 2003, vurderer en analytiker.
- Open source er mere end blot puslen i krogene. Der bliver truffet ægte beslutninger og brugt rigtige penge, og Microsoft begynder at kunne se virkningerne i periferien, siger analytiker Ted Schadler fra Forrester Research til nyhedsbureauet AP.
Chef for Microsofts projekt om delt kildekode, Jason Matusow, oplyser, at det for Microsoft mere drejer sig om de fordele en mere åben kildekode giver, som softwaregiganten har lært fra open source-miljøet, end om et egentligt konkurrencetræk mod open source-konkurrenterne.
- Konkurrencen fra open source spiller ind, men dette initiativ er resultatet af længere diskussioner om mere åbenhed, siger Jason Matusow til AP.