Hård kritik af konkurrencefordel til 3G

Sonofon og teleanalytiker anklager Konkurrencestyrelsen for at skævvride konkurrencen på det danske mobilmarked, fordi styrelsen har tilladt 3G-selskaber at binde deres kunder i 12 måneder. Sonofon står ladt i stikken uden en 3G-licens .

Der lyder hård kritik fra både Sonofon og analytikerside af Konkurrencestyrelsens beslutning om at lade 3G-selskaber binde deres mobilkunder i op til 12 måneder.

Den længere bindingsperiode giver danske 3G-selskaber mulighed for at nedsætte både minut- og telefonpriser, fordi de nu har mulighed for at sikre indtægter fra kunderne et år frem i stedet for seks måneder som hidtil.

Problemet er blot, at den længere bindingsperiode ikke gælder for mobilselskaber uden 3G-licens, som dermed står svagere i konkurrencen med 3G-telefoni.

- Det er diskriminering. Det er rigtigt godt, at de åbner for 12 måneders binding, men at lave det teknologibestemt er at skævvride konkurrencen, lyder kritikken fra teleanalytiker John Strand.

Sonofon hårdt ramt

Specielt landets næststørste mobilselskab Sonofon kan blive ramt hårdt af Konkurrencestyrelsens afgørelse, fordi teleselskabet står uden 3G-licens og i stedet overvejer teknologien EDGE, der tillader højere hastigheder på de nuværende mobilnetværk.

- Det er meget overraskende, at en så stor og konkurrenceforvridende ændring på markedet bliver besluttet, uden at branchen og telemyndighederne bliver hørt, udtaler Sonofon-direktør Allan Koch i en pressemeddelelse.

Sonofon har længe kæmpet for at indføre 12 måneders binding på hele mobilmarkedet.

Selskabet har bragt sig selv i søgelyset med konceptet Bytmobil, hvor kunderne binder sig til et abonnement i 12 måneder.

Konceptet mødte dog stor kritik fra Forbrugerombudsmanden og fik senere en afgørelse fra Sø- og Handelsretten imod sig.

Rødt kort til Sonofon

Sonofon mener, at en længere bindingsperiode giver mulighed for lavere minutpriser og bedre produkter frem for fokus på store tilskud til telefonerne.

- Vi forventer, at Konkurrencestyrelsens argumentation for at forlænge bindingsperioden for 3G-telefoner naturligvis også kommer til at gælde for det øvrige mobilmarked, og at den gældende lovgivning på området bliver ændret. Alt andet vil være dybt problematisk, mener Allan Koch.

Teleanalytiker John Strand mener, at Konkurrencestyrelsens afgørelse sætter Sonofon voldsomt tilbage, fordi det som det eneste af de store danske mobilselskaber ikke har en licens til 3G-telefoni.

- Det her er godt for 3 og TDC, mens det bare er synd for de tre selskaber, der har det dårligt på det danske marked, nemlig Telia, Orange og Sonofon. Det her er et rødt kort til Sonofon, siger han.

Følges op af prisfald

John Strand støtter samtidig Sonofons kamp for at tillade længere bindingsperioder - også på andre områder end 3G-telefoni.

- Beslutningen er den rigtige, men den bør ikke være teknologidiskriminerende. Jeg tror ikke på, at Konkurrencestyrelsen er interesseret i at give Sonofon det røde kort og dermed minimere konkurrencen på det danske marked, siger han.

Afgørelsen fra Konkurrencestyrelsen kommer på baggrund af en henvendelse fra mobilselskabet 3, og her får den længere bindingsperiode straks effekt.

Selskabets topmodel, en mobiltelefon fra fabrikanten LG, bliver sat ned i pris fra 999 til 599 kroner.

Direktør Jesper Weng afviser dog, at konkurrencen skævvrides på mobilmarkedet, fordi selskabet kan binde sine kunder i dobbelt så lang tid som konkurrenterne.

- Det at introducere 3G har været væsentligt dyrere end at introducere 2G, fordi vi alene har betalt knap en milliard kroner for licensen. Jeg mener ikke, at vi oplever mere favorisering, end Sonofon og TDC oplevede i begyndelsen af 1990'erne, siger han.

Ingen frygt for brudte låse

Han peger samtidig på, at de nuværende mobiltelefoner er væsentligt billigere end 3G-telefoner, fordi de har været længere på markedet.

Konkurrencestyrelsen har med sin tilladelse kun tilladt 3G-selskaberne at låse telefoner i 12 måneder med en SIM-lock, hvorimod de stadig er begrænset til seks måneder, når det gælder om abonnement.

Det så Jesper Weng gerne ændret, så de to ting fulgtes ad. Nu har folk stadig mulighed for at skifte til et billigere abonnement i samme 3G-selskab, når der er gået seks måneder.

Omvendt frygter han ikke, at folk efter seks måneder vil forsøge at bryde låsen i mobiltelefonen, så de kan skifte til et andet mobilselskab.

- 3G-telefoner er meget avancerede og nærmest minicomputere. Når man sætter et stik i siden og begynder at ændre i softwaren, så risikerer man, at telefonen dør, siger han.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere