Torsdag har det franske senat endeligt godkendt landets omstridte skat på store tech-virksomheder. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den nye it-skat betyder, at digitale tjenester fra selskaber med en omsætning på over 25 millioner euro i Frankrig og en global omsætning på over 750 millioner euro vil blive pålagt at skulle betale en skat på 3 procent af deres omsætning i Frankrig.
Kan indbringe 3,5 milliarder
Den franske finansminsiter Bruno Le Maire har ifølge Reuters tidligere vurderet at skatten vil give et provenu på 500 millioner euro (cirka 3,5 milliarder kroner) om året
Det ventes at i omegnen af 30 virksomheder vil komme vil blive pålagt den nye skat. Det er ifølge Reuters virksomheder fra USA, Kina, Tyskland, Spanien, Storbritannien og Frankrig, der står til at blive ramt af skatten.
Hovedparten af de ramte virksomheder vil være amerikanske, og derfor har skatten også mødt stor modstand fra den amerikanske regering.
Ifølge Reuters kan skatten skabe øgede spændinger mellem den amerikanske regering og EU.
Læs også: USA ‘meget bekymret’ over franske planer om særlig it-skat: Kan føre til modreaktion fra USA
Amerikansk bekymring
Fra det amerikanske handelsministerium lyder det således også, at den amerikanske regering er “meget bekymret” over den nye skat, og den amerikanske regering vil derfor straks starte en undersøgelse, der skal klarlægge om skatten er konkurrenceforvridende.
“USA er meget bekymret over, at den skat på digitale services, som forventes at blive besluttet i det franske senat, rammer amerikanske selskaber på en urimelig måde,” lyder det fra talsmand for det amerikanske handelsministerium, Robert Lighthizer, ifølge Reuters.
Uenighed blandt EU-lande
EU-landene forsøgte tidligere på året forgæves at nå til enighed om at indføre en fælles europæisk skat.
Forslaget mødte dog modstand fra Irland, Sverige, Finland og Danmark.
Danmarks daværende finansminister Kristian Jensen (V), forklarede i den forbindelse, at han frygtede, at et amerikansk modsvar til en EU-skat vil ramme store danske virksomheder som Novo Nordisk.
"Vi skal sikre en fair beskatning af de store globale selskaber, også store tech-selskaber, hvoraf mange har base i USA. Men hvis vi laver en skat, der er så anderledes end al anden skat, giver vi amerikanerne lejlighed til at gøre det samme mod vores medicinalindustri," sagde Kristian Jensen sidste år til Børsen.
Udover Frankrig har også Østrig, Spanien, Italien og Storbritannien planer om at indføre en lignende skat.
Ny dansk regering kan følge trop
Før valget oplyste den danske statsminister Mette Frederiksen (S), at Socialdemokratiet også ville indføre en digital skat, hvis partiet vandt regeringsmagten.
I den aftale om "politiske forståelses" mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, der ligger til grund for den nye regering, lyder det ligeldes, at "nye globale tech-giganter bidrager ikke i tilstrækkelig grad til fællesskabet."