Er der noget, som de store amerikanske selskaber frygter i dag, så er det at komme i Elon Musks søgelys.
Den kontroversielle rigmand har under Trump fået politisk magt og indflydelse i et hidtil uset omfang, og han er samtidig kendt for at være særdeles handlekraftig - også når det gælder kontroversielle og radikale beslutninger.
For virksomhederne gælder det derfor om at holde sig uden for hans søgelys - for det kan nærmest kun få negativ indflydelse for dem.
Ifølge Financial Times indkøber mange af de store virksomheder derfor i dag annonce-plads på X, som Elon Musk købte for nogle år siden, alene for at undgå, at Elon Musk kan mistænke dem for at boykotte ham - og dermed få lyst til at skade dem.
De store virksomheder sørger imidlertid for at købe lige præcis så lidt annonce-plads på X, at de kan undgå, at de kommer i søgelyset hos Musk, skriver avisen.
Ifølge avisen føler marketing-ansvarlige sig over en bred kam pressede til at bruge en del af deres annonce-budget på X - ikke mindst efter, at de har set, at Musk har iværksat kampagner mod de selskaber, der rent faktisk har boykottet X.
Selskabet sagsøgte eksempelvis media-bureauet Global Alliance med beskyldning om ‘ulovlig boykot.’
“De køber for de beløb, som er nok til, at man holder sig ude af ‘the naughty list’,” siger marketing-specialisten Lou Paskalis til Financial Times.
Ifølge ham frygter virksomhederne eksempelvis, at en kommentar i pressen fra Musk kan få deres aktiekurser til at dykke.
X’s annonce-omsætning dykkede markant i perioden efter Elon Musks opkøb i 2022.
Det har siden været en af Elon Musks klare målsætninger, at annonce-omsætningen skal løftes til samme niveau, som før han købte selskabet.