Problemfri cd-brænding

Moderne cd-brændere virker, som de skal, og de tilhørende programmer har fået flere faciliteter og er blevet mere brugervenlige. Alligevel har problemer med cd-brænding givet mange brugere grå hår i hovedet. Flertallet af problemerne kan løses, og det er emnet for denne artikel.

Opdatering

Intet er mere frustrerende end at smide cd'er direkte fra cd-brænderen til skraldespanden, fordi brændingen er gået galt undervejs. Heldigvis kan løsningen til brænde-problemerne ofte findes.

Der findes en mængde forskellige brænder-programmer på markedet, og de kan alle udføre de mest simple opgaver nemlig at kopiere filer og audio fra harddisk eller cd til en CD-R eller CD-RW. De to mest populære programmer er Easy CD Creator fra Roxio (tidligere Adaptec) og Nero Burning Rom fra Ahead. Ofte følger et af disse eller et helt tredje program med, når man køber en cd-brænder, men ellers må man investere de 500 til 1.000 kroner, et godt brænder-program typisk koster. Man skal helst ikke have mere end et enkelt brænder-program installeret, idet der ellers hurtigt kan opstå software-konflikter.


Roxio/Adaptecs Easy CD Creator er blandt det mest populære brænder-software. Programmet er dejligt nemt at bruge.

De nye brænde-programmer er brugervenlige og understøtter en mængde forskellige standarder. Mange af dem bruger en Stifinder-lignende brugergrænseflade, hvor man bare skal trække de filer, man vil kopiere fra harddisk eller cd til brænderen. Så finder programmet selv ud af resten.

En cd-brænder til IDE fungerer bedst, hvis den er installeret som master på den sekundære IDE-kanal. Hvis man har en harddisk, et CD-ROM-drev og en cd-brænder i pc'en, bør harddisken sidde alene som master på den primære IDE-kanal, mens CD-RW og CD-ROM skal sidde som henholdsvis master og slave på den sekundære IDE-kanal.

Hvis man vil kopiere on-the-fly, altså direkte fra cd til cd, er det dog smartest at sætte cd-drevene på hver sin IDE-kanal. I så fald bør harddisk og CD-ROM-drev sidde på den primære kanal, og CD-RW-drev som master på den sekundære kanal.

Der er delte meninger om, hvorvidt DMA skal være slået til eller fra. De bedste overførselshastigheder fås ved at slå DMA til, men det kan give problemer i særlige tilfælde. Man må prøve sig frem.

Hvis cd-brændingen ikke forløber gnidningsløst, kan man forsøge sig med en opdatering. Både software og hardware til cd-brænding opdateres løbende, og det er en god idé at holde sig up-to-date specielt i forbindelse med skift af styresystem. På producenternes websites kan man ofte finde ny firmware og drivere til cd-brændere og opdateringer til software.

Kvaliteten af medierne varierer, og man bør forsøge sig med cd-skiver fra forskellige producenter, hvis man har problemer. Oftest følges pris og kvalitet ad.

Buffer underrun

Det altoverskyggende problem hedder buffer underrun, som resulterer i ubrugelige CD-R-medier og dermed penge ud af vinduet. Buffer underrun opstår, når cd-brænderen ikke modtager data hurtigt nok. Som vi skrev i artiklen om køb af cd-brændere, har mange af de nyeste drev indbygget beskyttelse mod fejlen, men det ændrer ikke ved, at mange ejere af eksisterende drev kæmper med problemet.

Cd-brænding er en krævende proces, hvor store mængder af data skal flyde gennem computeren med en vis hastighed. Har man problemer med buffer underrun, bør man først prøve at sætte brænde-hastigheden ned, og derudover skal man defragmentere sin harddisk.

Det er en god idé at undgå at benytte andre programmer, når man brænder en cd. Under Windows kan man taste Ctrl+Alt+Del og lukke alle kørende jobs på nær Explorer, før man starter brænder-programmet op. Endvidere bør både pauseskærm og strømstyring være slået fra, og man skal ikke være koblet på et netværk.

Man skal helst have god plads på harddisken (mindst en gigabyte fri), og det kan hjælpe at slette filerne i den mappe, som brænde-programmet benytter under processen. Det vil typisk være C:\Windows\Temp.

Brænder-problemer kan også skyldes software-konflikter. Som eksempel kan nævnes, at mange har fået Easy CD Creator til at virke ordentligt efter at have slettet eller omdøbt filen scsi1hlp.vxd. Filen benyttes af Windows 95 og 98 til at sikre kompabilitet med ældre SCSI-drev, men kan altså give problemer med cd-brændere. På software-producentens website kan man for det meste finder lister over filer, der kan give konflikter. Ældre drivere, der er hentet via config.sys og autoexec.bat kan også drille, og man kan prøve at omdøbe disse filer, og se om det hjælper.

On-the-fly

Hvis man vil kopiere direkte fra en cd, er det nødvendigt med et ekstra cd-drev af en vis kvalitet. On-the-fly kopiering, som det også kaldes, kræver at kilde-drevet kan levere data hurtigt og stabilt nok til at følge med brænderen. Kilde-drevet skal være hurtigere end brænderen, og den skal aflæse kilde-cd'en præcist.

Hvis man vil sikre sig mod mislykkede on-the-fly kopier, kan man vælge at køre en simulering først. De fleste brænder-programmer giver mulighed for at teste kopieringen, inden den finder sted i virkeligheden, men det tager selvfølgelig noget tid, og en efterfølgende perfekt kopiering er ikke garanteret.


CD Speed kan blandt meget andet hjælpe med at afgøre den maksimale brænde-hastighed, man skal anvende ved on-the-fly kopiering.

Man kan teste sit cd-drev ved hjælp af programmet CD Speed, der kan hentes gratis fra websitet www.cdspeed2000.com. Her finder man også testresultater fra et par hundrede cd/dvd-drev. CD Speed viser, hvor hurtigt drevet i virkeligheden er ved læsning af data, og programmet kan også røbe hastighed og kvalitet ved kopiering af en musik-cd.

Selv om en digital kopi burde være nøjagtig magen til originalen, er det ikke altid tilfældet, når man kopierer direkte fra cd til cd. Hvis man oplever audio-kopier med knas eller klik-lyde, kan problemet ofte afhjælpes ved at sætte brænde-hastigheden ned, men en rensning af kilde-cd'en kan også være løsningen.

Denne artikel er ikke udtømmende. Hvis man fortsat har problemer med at brænde cd'er, kan man måske få hjælp fra Andy McFadden's CD-Recordable FAQ. Ellers må man tilbage til forhandleren. Genvordighederne kan jo trods alt også skyldes en defekt brænder.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktu

Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere