Amazon Web Services og Microsoft har en solid føring på det globale cloud-marked - og de to it-giganter er markedslederne i øjeblikket med Amazon som den førende virksomhed.
Sådan lyder vurderingen i Gartners nye magic quadrant inden for cloud infrastructure as a service, der netop er udkommet.
Her er AWS og Microsoft de eneste selskaber, der befinder sig i feltet med 'leaders'.
Gartner har ikke markeret nogen selskaber som 'challengers'. Til gengæld er der rigtig mange ‘niche players' - eksempelvis Interoute, Fujitsu og Rackspace.
Google haler ind
Også i feltet 'visionaries' er der nogle spillere, som AWS og Microsoft nok bør holde godt øje med.
Det drejer sig om Oracle, IBM, Alibaba og Google.
Netop Google, der er placeret som den førende spiller i dette felt - og er på vej op i feltet med markedsledere - har i de senere år satset massivt på at opbygge og styrke sin cloudforretning.
Læs mere om det her: Det rumler på cloud-markedet: Pludselig er Google i gang med at udfordre Amazon og Microsoft
Både Google og de andre visionære spillere har dog et godt stykke arbejde foran sig, hvis de for alvor skal kunne lægge arm med AWS og Microsoft, hvad angår markedsandele.
Derfor er AWS og Microsoft i spidsen
Om Microsofts styrker skriver Gartner:
"Azure er allerede en meget funktionsdygtig og bred platform, og Microsoft fortsætter med at accelerere med nye funktioner."
"Microsoft udnytter sin enorme salgs-rækkevidde og -evne til at bundle Azure med andre Microsoft-produkter og services for at få en endnu større udbredelse."
Selv Microsoft må dog bøje sig i støvet for Amazon Web Services' dominans på markedet for cloud infrastructure as a service. Således skriver Gartner ganske utvetydigt i rapporten:
"AWS forbliver den dominerende markedsleder, ikke bare inden for IaaS, men også integreret IaaS+PaaS med en omsætning ved udgangen af 2016 på mere end 14 milliarder dollars (omkring 93 milliarder kroner, red.)"
Du kan læse om alle cloud-leverandørerne og om deres styrker og svagheder i den fulde rapport fra Gartner, som du finder her.
Læs også:
Det rumler på cloud-markedet: Pludselig er Google i gang med at udfordre Amazon og Microsoft
Dugfriske tal fra det boomende cloud-marked: Disse cloud-services bruger vi flest penge på
Cloud-markedet boomer: Slut med overvejelser for og imod cloud - nu sker det store ryk ud i skyen