Digital video: Det rigtige isenkram

Kameraet

Med digitalt videoudstyr og redigering på pc'en kan man opnå en filmkvalitet, der slet ikke kan sammenlignes med den, som kendes fra onkel Bents analoge hjemmevideoer. Der skal lidt øvelse til, før den første Oscar er hjemme, men den digitale revolution betyder et solidt løft for amatørvideoen.

I denne artikelserie vil vi koncentrere os om den helt igennem digitale løsning. Den digitale teknologi sikrer, at signalet ikke forringes ved kopiering eller undervejs i redigeringsprocessen, og den endelige videokvalitet bliver højere.

Man skal dog ikke fortvivle, hvis man ejer et analogt Hi8 eller VHS kamera. Pc'en kan sagtens bruges til videoredigering alligevel, blot skal man have et kort med S-VHS indgang og et lydkort monteret. På markedet findes der en lille håndfuld grafikkort med mulighed for at sende analog video ind og ud af pc'en, for eksempel kortene i ATI's All-in-Wonder-serie, Matrox Marvel G450 eTV eller ASUS V7100 Deluxe Combo. De billigste af disse grafikkort fås til under 2.000 kroner, og så får man endda værktøjer til videoredigering og en tv-tuner med i købet.

Digitale videokameraer er udstyret med en lille LCD-skærm, så man kan tjekke kvaliteten med det samme.

Priserne på det nødvendige digitale udstyr er styrtdykket de sidste par år, så private også kan være med. Det er dog stadig en halvdyr hobby. For at lege med video som det hører sig til i det 21. århundrede, skal man først og fremmest anskaffe sig kameraet. Et digitalt videokamera af en rimelig kvalitet fås for omkring 10.000 kroner, og ofrer man 15.000 kroner, kan man få sig et rigtig hæderligt kamera.

Vi har valgt at forsøge os med JVC GR-DVL9800E, som er et lille miniDV-kamera med en 800.000 pixels CCD-chip, 10x optisk zoom og både indgang og udgang til det digitale signal. Obskure EU-regler gør et videokamera med både video-ind og video-ud noget dyrere end et, der kun har udgang, men med video-ind kan man benytte kameraets bånd til færdigredigerede film.

Kraftig pc

Når det gælder overførsel af video i digital form, er kommunikationsstandarden IEEE 1394, der også er kendt under navnet FireWire, absolut førende. IEEE 1394, der blev udviklet af Apple, benytter en seriel bus med en maksimal overførselshastighed på 400 megabit i sekundet, hvilket er rigeligt til digital video.

Studio DVplus er et PCI-kort til pc'en. Det har alle de ind- og udgange, man har brug for til video.

Vil man benytte pc'en til videoredigering, skal den udstyres med et indstikskort til indfangning af video-strømmen. Vi brugte Studio DVplus fra Pinnacle, som udmærker sig ved at have to digitale porte til IEEE 1394, en analog S-VHS udgang, en analog udgang til tv eller video samt en analog lydudgang. Kortet koster cirka 2.500 kroner inklusive software til videoredigering.

Har man kun brug for de digitale ind- og udgange, kan man godt få fat i billigere PCI-kort med IEEE 1394-porte, og faktisk begynder der også at dukke bundkort op, der har integereret IEEE 1394. I så fald skal man bare finde noget software til redigeringen, og det følger faktisk med i Windows ME.

Videoredigering er en krævende proces, og pc'en kan næsten ikke blive for kraftig. Vi testede på en pc med Windows 98SE, en 800 MHz Pentium III processor, 128 megabyte RAM og en hurtig ATA/100 harddisk på 46 gigabyte. Denne pæne konfiguration til trods må man væbne sig med tålmodighed, når videoredigeringsprogrammet skal regne på særlige effekter. Helt galt går det, hvis den færdige film skal komprimeres.

Hurtig harddisk

Man skal altså investere i en solid sag i gigahertz-klassen, og en stor mængde systemhukommelse er ikke af vejen. 512 megabyte er en god start. Hertil kommer en stor og hurtig harddisk. DV-formatet skal bruge 3,6 megabyte for hvert sekund video, hvilket betyder, at en times rå digital video fylder godt 12 gigabyte på harddisken. Oveni skal der bruges masser af plads under redigeringsprocessen. Heldigvis er IDE-diskene blevet billige, så man kan få 30-40 gigabyte til under 1.500 kroner.

Alle nye harddiske er hurtige nok til at følge med datastrømmen, men man skal huske at slå DMA til under egenskaberne for disken, hvis det ikke er gjort i forvejen. I kontrolpanelet vælger man System, og dobbeltklikker på harddisken under Diskdrev. Under fanebladet Indstillinger skal DMA være afkrydset.

Når man er færdig med redigeringen, kan man gemme den færdige film på harddisken, men det er jo straks sjovere at gemme den på et medie, hvor andre har bedre adgang til at se resultatet. Det ideelle ville være at gemme filmen i MPEG2-format på en dvd, men det varer et par måneder endnu, før markedet byder på dvd-brændere, der er til at betale. Indtil da kan man gemme på en video-cd eller komprimere filmen, så den egner sig til distribution over internettet.

I næste artikel i denne serie kigger vi nærmere på redigeringsfasen. I tredje artikel fortæller vi om mulighederne for distribution af det færdige resultat.