"Jeg er simpelthen træt af at høre, at det er svært at levere store, samfundskritiske it-systemer. Det vil vi gerne modbevise og vise, at der er et generationsskifte på vej."
Så kontant er udmeldingen fra administrerende direktør André Rogaczewski hos Netcompany, der netop har vundet den store kontrakt med at bygge inddrivelsessystemet til Skat, afløseren til det skandaleramte EFI-system.
Læs også: Her er EFI-afløseren: Netcompany skal udvikle det nye skattesystem til 100 millioner
Han peger på flere faktorer, der gør, at Netcompany har vundet kontrakten på knap 100 millioner kroner foran snuden på IBM og Visma, der også var med i finalefeltet.
Har fremvist teknologien
Blandt andet har de tre selskaber brugt tre måneders tid på et bygge hver sin proof-of-technology-løsning, der er konfigureret til at blive videreudviklet på.
Denne beta-løsning sikrer ifølge André Rogaczewski, at Skatteministeriet ikke bare får en masse lovord fra leverandørerne, men at skattefolkene rent faktisk kan se, at den kommende EFI-afløser kan levere varen med data og funktionalitet.
"Vi leverer forholdsvis hurtigt med en kerne i det nye system, og det er rigeligt til at komme i gang med ved første levering i foråret 2017, hvor der bliver sat strøm til en masse manuelle processer hos Skat," forklarer André Rogaczewski.
Endnu kan han ikke fortælle, hvornår anden aflevering finder sted. Han siger dog, at kontraktværdien godt kan stige i takt med, at EFI udfases, og det nye system bliver taget i brug.
Agilt, iterativt og i etaper
Forskellen fra det kommende inddrivelsessystem og tidligere tiders systembygning til Skat er ifølge Netcompany-direktøren, at it-projekterne ikke længere kommer som store vandfaldsprojekter med en masse faldgruber såsom teknologi-forældelse og lovændringer undervejs.
Denne gang bliver EFI-afløseren udviklet agilt i tæt samarbejde med Skatteministeriet, afleveringerne sker løbende, ligesom det er tilfældet med eventuelle fejlretninger.
"Vi har tillid til Skatteministeriet, der har vist sig som en moden kunde i forløbet. Denne tillid er vigtig, når man leverer løbende i etaper. Så nu gælder det altså, at de bare skal råbe op, hvis der er noget, der mangler, for så fikser vi det," siger André Rogaczewski.
Læs også: Staten stævner KMD for 700 millioner på grund af skandale-system
Han mener samtidig, at Netcompany har en stor fordel i forhold til statens sædvanlige leverandører.
"Ikke et ondt ord om de store it-kæmper, men der er altså en kæmpeforskel på den måde, som man bygger store, samfundskritiske systemer på i dag og for 10-15 år siden. Vores metode (med løbende leverering, red.) og kultur gør forskellen," siger André Rogaczewski.
Scorer kontrakter på stribe
Netcompany har vundet over halvdelen af alle offentlige udbud, som det har budt på i de senere år, hvilket inkluderer udbetaling af børnepenge, BBR-registret, motorregistret og SAPA, som er afløseren for KMD Sag ude i kommunerne.
Selskabet med en medarbejdervækst på 20 procent om året til i dag at huse 800 it-folk sidder på godt 10 procent af alle statens it-løsninger til en værdi på mere end 10 millioner kroner, fremgår det af seneste oversigt Statens it-projektråd.
Den succes forklarer André Rogaczewski med, at selskabet arbejder på at få detaljeret alle byggestenene i et it-projekt på et niveau, hvor der kan digitaliseres.
Derefter bliver det afprøvet med rigtige medarbejdere, for så igen at blive fejlrettet, indtil en funktionalitet spiller 100 procent.
"Man kan godt spise en elefant i mindre bidder frem for at prøve at gabe over hele det store dyr på én gang. Det er vores tilgang til de offentlige kontrakter," siger han.
Netcompanys kontrakt med Skatteministeriet omkring det kommende inddrivelsessystem løber over de næste fire år, og André Rogaczewski bedyrer, at det bliver bygget med fremtidssikring for øje.
Det skyldes, at der formentlig kommer et genudbud af systemet, som Netcompany i sagens natur ikke er garanteret at vinde.
"Selvfølgelig tænker vi på, at kernen i systemet skal være fremtidssikret. Det nytter jo ikke noget, at vi leverer et system, som andre om nogle år ikke kan sætte sig ind," runder André Rogaczewski af.
Udover det kommende inddrivelsessystem har Skat også søsat et stort toldsystem og ejendomsvurderingssystem.
Læs også:
Skat i gang med Danmarkhistoriens største offentlige it-projekt: Her er bygge-planerne
Netcompany kigger sultent på udfaldet af statens CSC-opgør: Vi kan løse opgaven til halv pris