Test af søgemaskiner

Informationer er der nok af på nettet. Det svære er at finde frem til dem, man skal bruge. Vi sætter fem af de mest populære søgemaskiner på tre forskellige opgaver.

5 gange 3

En test af søgemaskiner vil altid være lidt vilkårlig. Internettet er en uregerlig og evigt foranderlig størrelse, og det afspejler sig i de resultater, som søgemaskinerne giver som svar på søgninger.

Antallet og kvaliteten af hits kan ændre sig fra dag til dag, og derfor er denne test ikke særlig videnskabelig. Alligevel håber vi at kunne give et indtryk af søgemaskinernes evner og kvaliteter.

Vi har valgt at teste fem søgemaskiner i denne omgang, nemlig Altavista, Google, HotBots, Jubii Super Søger og Northern Light.

Søgningerne har alle gået efter danske emner. Jubii Super Søger leder udelukkende blandt danske websider, og i de øvrige søgemaskiner har vi begrænset søgningen til kun at omfatte danske sider, hvor det umiddelbart har været muligt.

Vi har testet søgemaskinerne med tre vidt forskellige søgninger:

  • Vi vil finde det website, hvor vi kan hente den nyeste prøveversion af det danske program WebWriter. Derfor søger vi på ordet WebWriter.

  • Vi vil have at vide, hvilke bivirkninger, der er ved lægemidlet Panodil. Derfor søger vi på ordene Panodil bivirkninger.

  • Vi vil gerne have at vide, hvornår Søren Kierkegaard skrev Enten-Eller. Derfor søger vi på ordene Søren Kierkegaard enten-eller.

AltaVista

AltaVista
Testens overraskelse var Altavista, og det var desværre ikke nogen god overraskelse. Søgemaskinen floppede fælt.

AltaVista er både et indeks og en søgemaskine, og man slipper ikke for bannerreklamer. Mange husker AltaVista som en bragende succes i internettets ungdom, hvor søgemaskinen mange år i træk kunne prale af at have det største antal websider i databasen. Testen viser med al tydelighed, at kvantitet ikke er lig med kvalitet.


Ved første øjekast ser det ud som om, AltaVista har fat i noget rigtigt, men man bliver skuffet...

Søgningen efter nyeste version af programmet WebWriter gav 128 hits, men ingen af dem førte direkte til en download-side. Første link havde fat i det rigtige domæne, nemlig www.webwriter.dk, men desværre blev der henvist til en frame på sitet, hvorfra man ikke umiddelbart kunne komme til hovedsiden eller download-siden. Heller ikke resten af linkene var oplagte, selvom man ind imellem kunne finde websites, hvor WebWriter var blevet brugt til webdesignet, og som indeholdt et link til programmet.

Det gik ikke bedre med søgningen efter information om Panodils bivirkninger. Ud af 22 hits var det første dødt, idet linket pegede på en side under domænet www.netdoktoren.dk, der ikke var oppe. Derefter fulgte links til hunde-info, laserbehandling og andre urelevante websider, og først det 16. link til lægemiddelstyrelsen kunne give lidt reel information.

Øverste link på søgningen efter Kierkegaards Enten-Eller var også dødt, og det sjette link fortalte, at værket blev udgivet i 1878. Først syvende link gav det ønskede resultat: Enten-Eller er fra 1843.

Med disse resultater må AltaVista tage til takke med en sidsteplads i denne test.

Google

Google
Søgemaskinen Google er blevet voldsomt populær på det seneste. Den er hurtig, har dansk tekst, er fri for reklamer og vigtigst af alt: Google er god til at finde relevante links.

På søgeordet WebWriter fandt Google 443 hits i løbet af syv hundrededele af et sekund. Første link førte til Stone's Software, som udvikler WebWriter. Herfra er det let af finde og hente den nyeste WebWriter. Andet link førte til programmets egen website, www.webwriter.dk. Meget bedre kan det ikke blive.

Søgningen på ordene Panodil og bivirkninger gav også et rigtig godt resultat. Første hit ud af 56 førte til NetDoktor, og andet til NetPatient. Begge steder kunne man få al ønskelig information om lægemidlet og dets eventuelle bivirkninger.


Brugervenligt og enkelt design uden reklamer. Det kendetegner Google.

Endelig brugte Google et kvart sekund på at finde 111 links til sider med ordene Søren Kierkegaard og enten-eller. Første link var til Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Københavns Universitet, men her kunne man ikke finde ud af, hvornår værket er fra. Her kunne man dog finde links til andre sider, der kunne give brugbar information. Af de øvrige hits på Google skulle man ned til det femte i rækken, før årstallet 1843 dukkede op.

Det er ikke underligt, at Google af mange mennesker bliver betragtet som verdens bedste søgemaskine.

HotBot

HotBot

HotBots hører til blandt de klassiske søgemaskiner, selvom den nu er blevet en del af Lycos-dynastiet. Der er rigeligt med reklamer og andet forstyrrende fyldstof på sitet.


HotBot havde ingen problemer med at finde det website, hvor man kan hente WebWriter. Søgemaskinen kunne endda tilbyde at finde nyheder eller jobs med relation til programmet?

Ud af 70 hits på søgningen efter WebWriter kunne det første føre os direkte til den side, hvorfra nyeste version af programmet kan hentes. Flot. Man kan dog diskutere, om det er smart at linke til en side, der faktisk kun er en frame i det rigtige website, men det er mere en diskussion for eller imod frames.

Første link ud af 16, der skulle give information om bivirkningerne ved brug af Panodil, viste sig at være dødt. Igen var det websitet www.netdoktoren.dk, der spøgte. Til gengæld førte hit nummer to til den rigtige side på www.netdoktor.dk, hvor det dog var stikpille-versionen af Panodil, der blev omtalt.

Hvis man skal finde ud af, hvornår Kierkegaard skrev om Johannes Forføreren i Enten-Eller, er HotBot heller ikke et dårligt værktøj. Første link fører os igen til Forskningscenteret, hvor der ikke umiddelbart er hjælp at hente, og andet hit omtaler værket uden at afsløre tilblivelsesdatoen. Til gengæld er der gevinst ved tredje og fjerde henvisning.

Jubii

Det danske indeks Jubii Jubii har en søgemaskine, som kaldes Super Søger. Lad det være sagt med det samme: Der er ikke meget Super over den Søger. Jubii er et udmærket hierarkisk opbygget indeks over danske websites, men succesen er begrænset, hvis man ikke på forhånd har en idé om, hvor man skal hente sine informationer.

Der var dog ingen problemer med at finde WebWriter. På Super Søger kan man ikke se, hvor mange hits søgninger resulterer i, men det første link i denne søgning var i hvert fald dødt. Til gengæld førte andet link til den rette download-side.


Det er ikke Jubii Super Søger man skal bruge, hvis man vil finde ud af, om man kan tage Panodil uden at få ondt i maven.

Hvis man vil vide noget om bivirkningerne ved Panodil, er det ikke Jubii Super Søger, man skal bruge. Et enkelt hit til et ubrugeligt lægeleksikon var alt, hvad der kom ud af søgningen. Her gik det en del bedre, hvis man i stedet brugte Jubii's Verdenssøgning, der gav mange gode links.

Kierkegaard skrev Enten-Eller i 1843, og det kunne man finde ud af, hvis man klikkede på det fjerde link af de mange, som Super Søger bød på. Første link var dødt, og de to næste gav ingen gevinst.

Northern Light

Det er muligt at begrænse sin søgning på Northern Light til danske websites, hvis man benytter Power Search. Det var dog lidt besværligt, og vi valgte derfor at bruge den internationale version. Vi blev ikke skuffet.

Ud af de 5.548 hits, som Northern Light lynhurtigt gav som resultat af en søgning efter WebWriter, var det første det, vi skulle bruge. Direkte link til download-siden for WebWriter 3.5.

Søgningen efter Panodils bivirkninger gik lige så smertefri (undskyld). Ud af 74 hits fra 45 forskellige kilder var det første til siden Fakta om Panodil på Netdoktor.dk præcis, hvad vi skulle bruge.


En søgning efter Søren Kierkegaard og Enten-Eller blandt alle de websider, som Northern Light har registreret, gav et godt resultat med internationalt tilsnit.

At interessen for Søren Kierkegaard også er stor i udlandet, viste søgningen efter Enten-Eller. Første link ud af 232 førte til en tysksproget side, hvor man kunne læse, at Enten-Eller er fra 1843. De to næste hits var på engelsk, og kunne give samme oplysning.

Northern Light søgemaskinen fungerer altså rigtig godt, men siden er på engelsk, og der er rigeligt med reklamer og andet gøgl.

Konklusionen på denne test må være, at Northern Light, HotBot og Google kan supplere hinanden i jagten på de rette informationer på nettet. Man er godt tjent med at anvende en eller flere af disse søgemaskiner.

Northern Light giver tilsyneladende de bedste resultater, HotBot er lige i hælene, og Google på tredjepladsen er enkel, hurtig og effektiv. Jubii Super Søger er ikke altid effektiv, og endelig er AltaVista kun en skygge af sig selv.




IT-JOB
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktu

Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere