En aha-oplevelse som telefonsupport-medarbejder ledte den økonomiuddannede Frans Christensen mod jobbet hos DMdata.
Der færdes han hjemmevant både i de store serverhaller under kontorerne i Brøndby og ved forhandlingsbordet, hvor der lukkes outsourcingaftaler for trecifrede millionbeløb.
Frans Christensen studerede økonomi på Handelshøjskolen i København omkring 1996 og fik et studenterjob som it-supporter.
- Jeg fandt hurtigt ud af, at det der med at sidde ved hotline var ret kedeligt. Så da jeg var færdig med min HA.dat, blev jeg tilbudt et job i et udviklingsprojekt i netværksafdelingen omkring VPN-løsninger. Det blev
aldrig rigtigt til noget, men jeg blev hooked på netværk, siger han.
Hadejobbet gav kundefokus
Trods det, at han flygtede ud i maskinrummet ved først givne lejlighed, giver han stadig sit studenterjob status af et af de vigtigste skridt på vejen mod det job, han har i dag.
- Det der med hotlinesupport var et totalt hadejob for mig, men jeg lærte kundefokus, og at det gælder om at gøre dem glade, for ellers ringer de bare igen. Der findes stadig teknikere, som nærmest har den holdning, at "systemet ville virke fantastisk, hvis der bare ikke var nogen brugere", siger Frans Christensen.
Dernæst blev det til tre år i WM-data som netværks- og sikkerhedskonsulent, hvor Frans Christensen fik mulighed for at dyrke kontaktfladen til kunderne og opbygge sin erfaring og viden.
Da Frans Christensen kom til DMdata for to år siden, var det fortrinsvis som netværksspecialist og medlem af netværkssikkerhedsgruppen.
Arbejdsplads med vokseværk
Men outsourcing-selskabet DMdata, en del af Mærsk Data Gruppen, er vokset kraftigt i de senere år, og netværksadministration er blevet til et selvstændigt forretningsområde.
Så nu svinger pendulet tilbage mod den 30-årige Frans Christensens uddannelsesmæssige udgangspunkt igen, for han er i stigende grad med ved bordet, når der skal afgives tilbud på de store outsourcingaftaler. Derfor står der nu netværkskonsulent på visitkortet.
Forsalgs-processen involverer at få overblik over, hvor mange servere og systemer der skal flyttes, og hvad det indebærer at få flyttet eksempelvis et netværk med 300 lokationer over på et eksternt hostet system.
- Det gælder om at vide, præcis hvad der er solgt til kunden, og hvordan man får "giraffen" ned i det givne antal kasser, uden at det gør alt for ondt, griner Frans Christensen.
Sikkerhed og internt net
Han har dog stadig pligter i forhold til det interne hosting-netværk og sidder med i en kernegruppe, der tager sig af DMdatas interne netværk, der dækker 700 personer, og planlægger dets udbygning i takt med selskabets vækst.
Desuden er han med i sikkerhedsgruppen og til at sørge for, at man altid er klar med de seneste sikkerhedsopdateringer og standarder for firewalls og krypteringer.
- Det betyder jo nogen gange brandslukning, og jeg skal da ud og køre bil om natten en gang i mellem, siger Frans Christensen, som har 45 minutters kørsel fra sit hus syd for Holbæk til DMdata i Brøndby. Den tilbagelægges med klassisk garagerock på anlægget og kaffe i koppen.
Kinesisk tallerkencirkus
Trods de tre arbejds-kasketter er det i stigende grad salgsarbejdet, der fylder Frans Christensens dag, og det passer ham fint.
- Det andet bliver lidt for meget af et kinesisk tallerkencirkus i længden, konstaterer han.
Frans Christensen nyder at være i et job, som han betegner som "komplet frihed under ansvar", samtidig med at han kan holde jobindsatsen på omkring 45 timer ugentligt, en ikke voldsom belastning set i forhold til mange
ansvarsfulde it-job.
Hvis han skal rådgive andre om, hvordan man stiger til tops i netværkssammenhæng, starter han gerne i barneværelset.
- Det hjælper, hvis man kan li' at lege med legoklodser, siger han med henvisning til, at jobbet kræver kærlighed til indsigt i strukturer og sammenhænge.