Danmarks største teleselskab, TDC, vil nu også sælge computere til danskerne, og inden årets udgang står der hjemme-pc'er fra TDC i 25.000 danske hjem.
Det vurderer Søren Jensen, salgsdirektør i TDC Erhverv, som mener, at den nuværende hjemme-pc-ordning og medarbejderbredbånd sparker gang i den udvikling, der skal give TDC succes på pc-markedet.
- Vi kan jo sælge hardware til danskerne til en værdi af 14.000 kroner, som de kan slippe med at betale 7.000 kroner for over 36 måneder, hvilket flere og flere danskere får øjnene op for, siger Søren Jensen.
Fra teleselskab til IP- og it-selskab
Ifølge Søren Jensen skal TDC's indtog på pc-markedet ses i sammenhæng med, at det gamle telemonopol er i fuld gang med at ændre sig fra traditionelt teleselskab til IP- og it-selskab.
- Tele og data smelter jo sammen, så det er et led i den generelle markedsudvikling, når vi nu tilbyder danskerne totale hjemmearbejdspladser, siger salgsdirektøren.
Han mener blandt andet, at danskerne vil strømme til TDC's pc-tilbud, da de så kan nøjes med at henvende sig et enkelt sted, når bredbåndsforbindelsen eller computeren strejker.
- Det bliver meget enklere for kunderne at få hjælp, når hjemmearbejdspladsen bryder sammen. I dag er det sådan, at vores supportafdeling dagligt får talrige henvendelser fra forbrugere med hardwareproblemer. De ved ikke, at det ikke er TDC, de skal henvende sig til, forklarer Søren Jensen.
Han oplyser, at TDC går ind på pc-markedet for at sætte yderligere skub i bredbåndsudviklingen herhjemme.
- Vi kan se, at jo nyere hardware man har, jo hurtigere bredbåndsforbindelser køber man. Så det er også en del af forklaringen, siger Søren Jensen.