Erik Damgaard, den ene af Damgaard-brødrene, der sammen med Navision-stifterne for to år siden solgte deres virksomhed til Microsoft for 11 milliarder kroner, er tilbage på iværksætterniveau i virksomheden International Power Switch, hvor han skal stå for udviklingen af selskabets software.
International Power Switch producerer en form for intelligent strømskinne, som kan bruges til at fjernstyre strømforsyningen til eksempelvis en server, via online- eller mobiladgang.
Samtidig har Erik Damgaard lagt en ikke offentliggjort investeringssum i selskabet, som er stiftet af Martin Johansson og Nikola Uzunovic, begge med en baggrund i selskabet Digiweb, som det nuværende Eurotrust købte.
Usædvanligt kup
Både grundlægger Martin Johansson og direktør Carl-Erik Nielsen, som selv har en fortid i Damgaard, er enige om, at virksomheden har gjort et usædvanligt kup ved at tiltrække den tekniske begavelse bag udviklingen af Axapta-produktet.
Og selv om han nu skal stå for en fundamentalt anderledes teknologi, er Martin Johansson sikker på, at Erik Damgaard er den helt rigtige udviklingschef.
- Han er kreativ, og de sessioner vi har haft sammen, har vist, at vores kemi bare er helt skøn. Vi kan diskutere noget og få de rigtige løsninger på bordet, siger Martin Johansson.
Det er sandsynligvis ikke behovet for at tjene til føden, der driver Erik Damgaards engagement i International Power Switch. Han, broderen og de tre Navision-grundlæggere blev alle milliardærer ved salget til Microsoft, og indtil for to måneder siden var han en af hovedkræfterne i udviklingsafdelingen i Microsofts hovedkvarter i Redmond, USA.
Vil være førende i marked på en milliard kroner
På det tidspunkt bekendtgjorde han også sit ønske om at engagere sig i den rette virksomhed, som ikke var direkte relateret til ERP-området, og den er tilsyneladende nu fundet.
- Han er jo ikke typen, der lægger sig hjem på sofaen, og han har haft lyst til at starte op igen, dog ikke helt fra bunden, siger direktør i International Power Switch, Carl-Erik Nielsen.
Det er endnu ikke helt fastlagt, hvor stor en udviklingsafdeling Erik Damgaard kommer til at stå for, men der mangler ikke ambitioner for virksomhedens udvikling. International Power Switch forventer om fire år at være leder på et marked, der til den tid skønnes være én milliard kroner værd.
Det har ikke umiddelbart været muligt at få en kommentar fra Erik Damgaard selv.