Det kom som et chok. Da han forlod mig. Den dag han blev væk. Den dag han sendte brevet til mig ... I brevet der stod, at han var blevet kontaktet af en anden virksomhed med et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Med andre ord var det ikke mig, men ham.
Han undlod at nævne, at hele processen angiveligt var initieret af en headhunter - og det af en alternativ en af slagsen skulle det senere vise sig.
Confession
En lille måned efter modtog jeg en LinkedIn besked fra headhunteren med overskriften "Confession" efterfulgt af følgende uskarpe tekst:
Hi Kristian, Hi Kristian
My name is Heino, I help companies locate and hire awesome senior talent globally
I have to confess that I was the recruiter that headhunted "XX".
[...]
r
Heino
Så ikke nok med, at han havde overtalt en af de absolut bedste folk i mit team til flytte hen, hvor græsset altid er grønnere, OG hans mail flød med banale forstyrrende fejl; han tilbød nu at headhunte dygtige folk til dig. Argumentet var, at han nu havde bevist, at han kunne gøre det. Hvorfor så ikke også gøre det for mig?
Der blev jeg sur.
Altså, han napper en af mine bedste folk for derefter at tilbyde at finde nogle gode folk på min tidligere medarbejders niveau. Modigt, frækt, dumt eller måske bare skørt?
Løgn og latin
Men der er mere.
Jeg troede, det var en joke eller en eller anden form for spam. Jeg scannede mailen igennem for forsøg på at få fat i mit kontonummer eller andre ting. Men ingenting.
Efter et kig på headhunterens hjemmeside kunne jeg konstatere, at firmaet i hvert fald eksisterede med momsnummer og det hele.
Dog var hjemmesiden præget af samme sjuskede tilgang som mailen til mig, så jeg besluttede at invitere min tidligere medarbejder til en kop øl på en irsk pub for at høre nærmere.
Det viste sig, at headhunteren Heino (blot et navn jeg har fundet på for ikke at røbe hans identitet - han hedder rigtigt Anthony) ganske vist havde kontaktet min medarbejder. Min medarbejder havde dog allerede på dette tidspunkt skrevet under på den nye kontrakt og var derfor ikke interesseret.
Det valgte Anthony så at se som en invitation at sende mig en mail, hvor han pralede med, at han var ansvarlig for at headhunte min medarbejder.
Hvis det ikke var for øllens fladhed, var jeg skummet helt over på dette tidpunkt. Han havde begået en dobbelt-sviner.
Jeg skrev fluks en LinkedIn post for at høre mine forretningskontakters mening om det hele. Og jeg havde forventet en massiv opbakning og en shitstorm mod headhunteren ...
Men både opbakningen og shitstormen udeblev, så jeg stod tilbage med en flad fornemmelse. Måske var han værd at give et kald alligevel for at hyre nogle kompetente folk ind i virksomheden?
Så det gjorde jeg.
Han svarede ikke. Virksomheden var i mellemtiden gået konkurs.