Så jeg rigtigt?
Var det virkelig en Blackberry, som vores statsminister sad med i hånden, da hun tog den berømte "selfie" i selskab med den amerikanske præsident, Barack Obama, og Storbritaniens premierminister David Cameron?
Ja, tilsyneladende.
Og efter alt at dømme nyder den kriseramte mobilproducent Blackberry stadigvæk stor popularitet blandt verdens regeringsledere.
For det er almindelig kendt, at Barack Obama er udstyret med en Blackberry, mens David Cameron også tidligere er blevet set med en telefon fra den canadiske mobilproducent.
Ud over Helle Thorning-Schmidts britiske og amerikanske selfie-glade kolleger, er den tyske forbundskansler Angela Merkels berømte "kanzler-handy" ligeledes en Blackberry.
Statslederne står dog efterhånden næsten alene med deres begejstring for Backberries. Ifølge it-analysehuset IDC havde Blackberry i tredje kvartal af 2013 kun en markedsandel på 1,7 procent af det globale smartphone-marked, mens Android og iPhone sad på henholdsvis 81 procent og 12,9 procent.
Ingen selfie-telefon
I dag appellerer Blackberry-telefoner formodentligt mest til en mindre gruppe loyale kunder samt det ældre segment af smartphone-brugere, der stadigvæk foretrækker et fysisk tastatur.
Blackberry er altså på ingen måde den fødte "selfie-telefon".
Mange ældre Blackberry-telefoner er eksempelvis ikke udstyret med et frontkamera, det såkaldte "selfie-cam", og de populære "selfie-apps" som Instagram og Snapchat findes heller ikke til Blackberry.
Gudskelov er det dog næppe den slags hensyn, der tages, når statsledere vælger deres telefoner. Det er snarere af sikkerhedsårsager, at Obama og Helle Thorning-Schmidt er udstyret med en Blackberry.
Sikkerhedsekspert undrer sig
Peter Kruse, der er it-sikkerhedsekspert og partner i it-sikkerhedsfirmaet CSIS, undrer sig dog over, hvorfor en Blackberry tilsyneladende betragtes som en mere sikker telefon.
"Vi ved jo, at den amerikanske efterretningstjeneste anbefaler den amerikanske præsident at anvende Blackberry, selv om styresystemets arkitektur på mange områder er identisk med andre operativsystemer til smartphones. Derfor undrer vi os også lidt over det," siger han til Computerworld.
Peter Kruse vurderer, at den amerikanske efterretningstjeneste muligvis kan have anbefalet sine allierede partnere også at anvende Blackberrys på statsleder-niveau. Men i så fald tager anbefalingen sandsynligvis snarere udgangspunkt i hardware-sikkerhed end i software-sikkerhed.
"Jeg kan forestille mig, at Blackberry specialdesigner nogle mobile enheder, hvor det eksempelvis er muligt at tilføje krypteringsindstikskort, der gør, at man bedre kan sikre, at kommunikationen til og fra telefonen er krypteret. Det kan meget vel være en forklaring," vurderer han.
Obama: Derfor har jeg ikke en iPhone
For få uger siden bekræftede den amerikanske præsident da også, at han ganske enkelt ikke må udskifte sin Blackberry med en iPhone.
"Af sikkerhedsgrunde er det ikke tilladt for mig at have en iPhone," sagde den amerikanske præsident Barack Obama i forbindelse med en tale om sundhedsreformen i Det Hvide Hus i sidste uge, skriver den britiske avis The Guardian.
Ifølge The Guardian blev det sagt i et tonefald, der antydede, at det ikke var med hans gode vilje, at han ikke kan skifte til et andet mobiltelefon-mærke
Indgik Blackberry-kompromis
Da Obama blev indsat som præsident i 2008, var han allerede selv Blackberry-bruger, og det krævede en større kamp med sikkerhedstjenesten NSA, før han fik lov at bruge sin Blackberry i embeds medfør.
I den forbindelse meddelte en talsperson fra Det Hvide Hus, at der blev indgået et kompromis, hvor Obama fik lov til at bruge sin Blackberry til at kontakte en afgrænset persongruppe.
"Præsidenten har en Blackberry via et kompromis. Han kan i et begrænset omfang bruge den til at holde sig orienteret med sine rådgivere og en lille gruppe af private venner," oplyste Det Hvide Hus tilbage i 2009.
Det Hvide Hus er teknologisk mørkeland
Tidligere har den amerikanske avis Washington Post beskrevet, hvordan Obamas stab blev chokerede, da de flyttede ind i Det Hvide Hus. Her opdagede de, at det blandt andet af sikkerhedshensyn var et teknologisk mørkeland.
Eksempelvis brugte det meste af Obamas stab Macbooks under valgkampen, mens de i Det Hvide Hus måtte bruge desktop-computer med Windows-og Microsoft-software, der var 5-6 år gammelt. Kun udvalgte medarbejdere i Hvide Hus blev udstyret med en bærbar computer.
"Det er som at gå fra en Xbox til en Atari," sagde Bill Burton, en af Obamas talspersoner dengang.
Computerworld har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Statsministeriet.
Læs også:
Galleri: Dette it-grej bruger Barack Obama til daglig
Derfor satser Novo Nordisk fortsat på 4.000 BlackBerry-smartphones