Den 31. januar slutter det særlige opgraderingstilbud, hvor man kan downloade en billig opgradering til Windows 8 Pro. Fra på fredag bliver det dermed væsentlig dyrere at skifte til det nyeste Windows.
Microsoft har nu offentliggjort de nye danske priser for Windows 8, der gælder fra den 1. februar.
Frem til denne dato kan man købe en opgradering til Windows 8 Pro for 229 kroner online eller en dvd for 449 kroner.
Dette opgraderingstilbud gælder for private og små virksomheder, der skal opgradere op til fem enheder.
Fra den 1. februar koster det 1.999 kroner at opgradere til Windows 8 Pro. Dermed er prisen altså næsten tidoblet.
Hvis man kan nøjes med det almindelige Windows 8, skal man betale 899 kroner for en opgradering.
Det er stadig næsten fire gange mere end den pris, der gælder for Pro-opgraderinger frem til fredag.
Windows 8 mangler en række funktioner, som findes i den store Pro-udgave, herunder den såkaldte BitLocker-teknologi til databeskyttelse og muligheden for at oprette en fjernforbindelse til pc'en.
Det samme gælder for muligheden for at købe en udvidelse med Windows Media Center. Det fungerer nemlig kun med Pro-udgaven.
Ifølge Microsofts egne tal er der solgt mere end 60 millioner Windows 8 licenser siden lanceringen i oktober sidste år. Men salget bliver formentlig noget lavere efter fredag, hvor priserne bliver skruet i vejret.