E-dag uden ambitioner

E-dagen, projektet, der nu forpligter offentlige myndigheder, kommuner og amter til at kunne kommunikere via e-mail i stedet for via post, er ambitionsforladt, lyder det fra flere sider.

Første september er E-dag og en milepæl i udviklingen af effektiv, digital offentlig forvaltning.

Sådan lyder det i hvert fald fra videnskabsminister Helge Sander (V) i lederen i den seneste udgave af publikationen EDanmark.

Men hvis det er en milepæl, er det en af de mindre af slagsen, lyder det fra blandt andre fra flere af landets kommuner, der kalder initiativet for uambitiøst.

- Det er ikke et projekt, som vi kommer til at sige "WOW!!" til. På længere sigt betyder det vel nogle sparede papirgange, men elektronisk kommunikation har vi haft i årevis, siger Niels Grann, IT-ansvarlig i Lejre Kommune.

Heller ikke i Slagelse Kommune ser IT-ansvarlig Hans Lembøl E-dagen som noget banebrydende.

- Rent praktisk får E-dagen ikke nogen voldsom betydning. Allerede i 1997 udarbejdede vi en række grundregler for elektronisk kommunikation. Det eneste, der reelt ændrer sig på dagen, er, at der nu er tale om officielle regler. Der er ikke noget revolutionerende i at kommunikere internt via e-mail, siger han.

Begrænsede mål

Den interne kommunikation mellem de enkelte offentlige institutioner er fokus for E-dagen. Slut med tunge papirgange, og alle 375 offentlige myndigheder har nu retten til at kræve, at kommunikationen sendes digitalt.

Projektet blev sat i søen for et år siden, og det tværgående udvalg Den Digitale Taskforce er primus motor i initiativet. Prisen er omkring to millioner kroner eksklusive arbejdskraft fra de over 100 mennesker, der har været involveret.

- Det er vigtigt at forklare, at selvfølgelig bruger vi allerede e-mail. Initiativet handler ikke om, at folk skal maile mere, men at de skal holde op med sideløbende at sende papir og dermed skabe en masse dobbelte arbejdsgange. Det er man for længst holdt op med i det private, men det er en vane, som har hængt ved i det offentlige, siger leder af Den Digitale Taskforce, Thomas Nielsen.

E-dags-projektet gælder imidlertid ikke kommunikation, som kræver en underskrift, kommunikation med personfølsomme oplysninger, der kunne kræve en krypteringsløsning, eller kommunikation mellem det offentlige, borgerne og virksomhederne. Og det er netop her, potentialet ligger, mener man blandt andet i kommunerne.

- Det her bliver først rigtig spændende, når vi får kommunikationen til borgerne med, og når den digitale signatur bliver udbredt. Men lige nu er der blot 42 af den slags i Slagelse, siger Hans Lembøl.

Også kollegaen Niels Grann fra Lejre ønsker et højere ambitionsniveau.

- Det kommer først virkelig til at rykke, når man for eksempel begynder at kommunikere persondata over nettet, siger han.

Vil ikke blive skuffet

Spørgsmålet er så, hvorfor ambitionsniveauet for E-dagen er lagt lavt.

På Roskilde Universitetscenters institut for forvaltning er adjunkt Sune Johansson ikke i tvivl.

- Dette projekt handler om at få noget igennem. På det offentlige digitale område oplever man tit, at ambitionerne slet ikke hænger sammen med realiteterne, og det skaber selvfølgelig en masse frustrationer i de enkelte offentlige myndigheder. Så her lægger man med vilje ambitionsniveauet efter den laveste fællesnævner, siger han.

Hos Den Digitale Taskforce erkender Thomas Nielsen, at der er blevet sat spørgsmålstegn ved, hvorfor projektet ikke favner bredere.

- Vi ville gerne ud over rampen med nogle initiativer, som, vi mener, kan få rimelig stor effekt her og nu. Hvis vi gik ind i flere områder, ville det tage meget længere tid. Det her kan alle finde ud af, og det kan ske uden de store teknologiske investeringer. Når det så er sagt, så har vi fået mange spørgsmål fra de forskellige offentlige institutioner om, hvorfor vi ikke er gået skridtet videre. Men vi har valgt at hæfte os ved det, vi kan, siger han.

Hvorvidt der kommer en version 2.0 af E-dagen, der har alle de ekstra ønsker med, afhænger af den førstes succes.

- Vi tænker på det, men der ligger ingen konkrete planer. Vi har haft kontakt til myndighederne, og de vil have mere i form af borgerkommunikation og kommunikation med personfølsomme data, men vores fokus er at få succes med den første dag. Jeg tror, vi får endnu en E-dag, men det kræver, at myndighederne synes, den første har den rigtige værdi, siger Thomas Nielsen.

Hvis det står til Kommunernes Landsforening (KL), så kommer den snart.

- Det kan se uambitiøst ud, men dette projekt bygger på en stor parathed i de offentlige institutioner, og med E-dagen kan vi være sikker på en succeshistorie i den digitale forvaltning, siger Jens Krieger Røyen, KL's ansvarlige for digitalisering.

Han fortæller samtidig om typiske arbejdsgange, hvor en enkel kommunikation godt kan involvere trykkerier, brevdistribution, e-mail, kopiering og videre distribution samt scanninger til digitalt format.

- Vi vil spare både tid og økonomiske ressourcer, siger han.

Besparelser

Ud over de mere effektive arbejdsgange er et af E-dagens store løfter de økonomiske besparelser.

En undersøgelse fra Den Digitale Taskforce viser, at E-dagen vil betyde en samlet besparelse på 184 millioner kroner i det offentlige, at 42 millioner kommer direkte fra portobesparelser, og at projektet vil betyde en besparelse på 230.000 kroner om året for en typisk kommune.

Hvor hurtigt besparelserne kommer, står dog stadig åbent.

- De kommer nok ikke lige med det samme. Denne type projekter tager tid, for det handler om at ændre folks vaner, siger Thomas Nielsen.

Heller ikke i Slagelse regner man med, at kronerne kommer rullende ind med det samme.

- Vi lever jo i en prognosekultur. Vi har hørt løftet om den 230.000 kroners besparelse, men vi er ikke fortalere for, at man stiller utopiske mål op. Der skal nok komme besparelser, men vi har ikke lyst til at sætte faste tal på, siger Hans Lembøl.

Denne artikel stammer fra avisen Computerworld.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere