Men den næste generation - med kodenavnet Longhorn - bliver i endnu højere grad modulbaseret.
Kernemodulet, som omfatter al den kode, der er nødvendig for at operativsystemet kan fungere, indeholder omkring 95 pct. af alle funktioner i Longhorn. Resten kan frit tilføjes eller fjernes ved at udvælge de ønskede moduler, f.eks. landespecifikke sprogversioner.
Tilpasningen kan allerede ske på fabrikken og skal gøre det billigere og hurtigere at fremstille pc'er. For at eksportere en computer til Danmark behøver pc-producenten eksempelvis blot kombinere kernemodulet med et dansk sprogmodul gennem den nye Multi-Lingual User Interface (MUI), og så er pc'en ellers klar til det danske marked.
På samme måde kan operativsystemet tilpasses Tablet PC'er eller Media Center PC'er ved at tilføje de nødvendige moduler.
Brugeren kan senere administrere modulerne gennem det nye Component Management Interface (CMI), der kan sammenlignes med den nuværende "Tilføj/fjern programmer" funktion i kontrolpanelet.
CMI'en kan f.eks. bruges, hvis man ønsker at skifte fra dansk til engelsk, eller computeren skal flyttes fra kontoret til en hjemme-arbejdsplads.
Microsoft fortæller at den modulbaserede opbygning skal gøre det lettere og mindre omkostningstungt at udsende opdateringer til operativsystemet og udvikle specielle versioner til nye platforme, fordi det samme kernemodul kan genbruges på alle maskiner.
Efterfølgeren til Windows XP kommer på markedet hen mod slutningen af 2004.