Four Leafs tidligere direktør Kristian Thyregod er blevet indvalgt i bestyrelsen for holdingselskabet bag IBM-forhandleren B4Restore. Han kom i 2003 til Four Leaf der distribuerer storageprodukter. Her var han direktør med ansvar for salg og markting indtil sidst i 2007.
Kristian Thyregod startede kort for jul sidste år et job som distributionschef for storageproducenten EMC´s europæiske kanaldistribution. Han afviser, at der ligger en konflikt i både at arbejde for EMC og for B4Restore, der især sælger IBM´s produkter.
»Gennem Four Leaf har jeg brugt en del tid med B4Restores direktør Jan Hansen og det er ganske almindeligt, at have bestyrelsesarbejde i komplementerende virksomheder,« siger Kristian Thyregod.
Dermed er endnu en Four Leaf-chef gået til Århusforhandleren. For et halvt år siden gik Steen Balle til en stilling hos B4Restore. Han startede sin it-salgskarriere som salgschef for HP-produkter hos Four Leaf fra 2000 til 2003 hvorefter han gik til IBM´s storagesalg inden han fik job som salgschef hos B4Restore.