2008 har været rekordernes år på it-sikkerhedsfronten med en eksplosiv stigning i antallet af malware-programmer. Det fortæller F-Secure i sin årlige sikkerheds-rapport. F-Secure har identificeret 1,5 millioner malware-programmer i 2008 mod kun 250.000 i hele perioden fra 1987 til 2006. Og det er it-kriminalitet med økonomisk gevinst for øje, der er hovedårsagen til den massive stigning i it-sikkerhedstruslerne.
Det finske sikkerhedsfirma mener at der er brug for flere og hårdere straffe. F-Secures forskningschef Mikko Hyppönen har foreslået oprettelsen af et »internetpol« for at tackle it-kriminaliteten.
»Bundlinjen er, at der er alt for få forbrydere, der bliver straffet. Resultat er, at vi sender de forkerte signaler til de kriminelle: her er en måde, hvor du kan tjene masser af penge og aldrig blive fanget eller straffet for det,« siger Mikko Hyppönen.
I dag bliver malware produceret af velorganiserede bander, der benytter mere og mere sofistikerede teknikker. Men det er stadig svært at få de kriminelle i retten. F-Secure mener at de nationale som internationale autoriteter er alt for ineffektive når det gælder om at fange, retsforfølge og dømme de it-kriminelle.
Der er dog enkelte lyspunkter fra det sidste år. Microsoft har sagsøgt bagmændene til en række falske it-sikkerhedsprodukter, der forsøgte at skræmme folk til at købe ubrugelige produkter. FBI stoppede Dark Market, en onlinemarkedsplads for stjålne kreditkort og ulovlige internetservices. Og lukningen af McColo, der hostede mange botnets, fik spammængden til at falde drastisk, ihvertfald midlertidigt.