Actebis har ansat en ny salgschef, der skal stå for kontakten til de store forhandlere i virksomhedens Corporate Dealers afdeling. Den nye salgschef hedder Anders Ibsen kommer fra en stilling som salsgschef hos Zitech, han har desuden arbejdet for Scribona i årene 1998-2003.
Betegnelsen store forhandlere betyder dog ikke, at der er tale om top 15 listen i Danmark.
»De er store kunder hos os, hvis de sælger til de store danske slutkunder, men det kan en mindre forhandler jo også gøre,« forklarer Michael Rønnow Berg, der er Nordic Sales Director i Actebis.
Corporate Dealer afdelingen havde fem ansatte primo 2006, men kommer med nyansaætterlserne op på otte mand. Oprustningen er en konsekvens af øget volumen blandt kunderne.
»De cirka 15 forhandlere som afdelingen betjener, har øget deres indkøb væsentligt igennem året. Derfor var det nødvendigt at tilføre de ekstra ressourcer,« forklarer Michael Rønnow Berg.
Flere kilder har udtrykt bekymring over Topnordics i forhandlermarkedet, men hos Actebis kan man ikke mærke giganten dominans.
»Jeg kan jo ikke se, hvordan vores kunder klarer sig i forhold til Topnordic. Men vi kan se på vores tal, at kunderne har købt betragteligt mere ind i løbet af året,« forklarer Michael Rønnow Berg.
Han understreger desuden, at flere af slutkunderne ofte har to leverandører, og da mange har haft Topnordic og enten Atea eller Ementor, så har Topnordics opkøb tilsyneladende åbnet døren for nye forhandlere ude hos virksomhederne.