Mange af funktionaliteterne i Windows Phone 7 er endnu ikke tilgængelige for danske brugere. Af samme grund vil Microsoft ikke banke løs på den store markedsføringstromme, når det gælder salget af mobil-løsninger til erhvervskunder.
Det siger divisionschef i Microsoft Henrik Kølle Petersen dagen efter den globale lancering af den nye version af Microsofts mobilstyresystem.
»Med det produkt, vi har i dag, hvor en del services ikke er tilgængelige for danske brugere, giver det ikke mening at gøre det helt store,« siger Henrik Kølle Petersen, som dog forventer at en del »early adopters« vil kaste sig ud i at bruge den nye version af mobilstyresystemet.
Selvom 80 procent af Microsofts forretning ligger på erhvervsmarkedet, skal Windows Phone 7 altså i første omgang vinde brugernes hjerter, mens erhvervskunderne ifølge planen får kærligheden at føle på et senere tidspunkt.
»Den nye version skal markedsføres over en bred kam med vægt på consumer-markederne,« siger Henrik Kølle Petersen.
Med en Windows Phone 7-telefon i lommen har erhvervskunder dog allerede fra dag et adgang til fuld integration af funktionaliteterne i Office, Exchange og Sharepoint. Derimod er det fortsat uafklaret hvor langt væk integrationen med Dynamics-systemerne C5, Nav og AX er, lyder det fra divisionschefen.