Gennembrud for dansk chip-selskab

Det danske selskab Sycs har fået en amerikansk pris for sin nyskabende chiparkitektur. Det kan give et gevaldigt skub til gennembruddet på det globale chip-marked, vurderer selskabet.

Det danske selskab Sycs har fået prisen for årets mest innovative produkt på en messe for digital signalbehandling, GSPx & International Signal Processing Conference, i Dallas.

Det danske selskab har vundet prisen foran verdens største producenter af programmerbare chips, også kaldet DSP'er (digital signalprocessor). De omfatter blandt andre Intel, Texas Instrument og Motorola.

- Det er en fantastisk blåstempling, vi får af eksterne bedømmere, siger bestyrelsesformand Carsten Mahler, Sycs.

Udviklet af russere

Selskabet har brug for anerkendelsen for at komme videre, da det i høj grad er en utraditionel spiller på det globale chipmarked, der ifølge Sycs selv har en værdi af over 2000 milliarder kroner de næste ti år.

Sycs produkt, Synputer, er af russiske forskere blevet udviklet over ti år, en evighed i chipbranchen. De har siddet hjemme i Skt. Petersborg, meget langt fra verdens teknologicentrum i Silicon Valley, og finpudset teknologien stille og roligt.

Bag selskabet står direktøren, Stig Løfberg, som har arbejdet i Rusland og selv sat forskerne i gang med at udvikle Synputer. Han har siden fået penge til sit selskab fra Symbion Capital.

Også teknologien er helt usædvanlig. Der er nemlig ikke tale om en måde at forbedre de nuværende DSP'ers ydeevne på. DSP'er bliver brugt mange forskellige steder, blandt andet i mobiltelefoner og netværksudstyr.

Parallelle beregninger

Derimod har russerne udviklet en helt ny arkitektur, som gør, at flere processorer kan udføre beregninger parallelt med hinanden.

I dagens chips kan processoren kun udføre én beregning ad gangen. Det betyder, at chippen skal bruge meget af sin ydeevne på at styre, hvilken rækkefølge beregningerne bliver udført i.

Det afliver Synputer. Den kan koble flere processorer sammen, så de udfører beregningerne parallelt.

Det giver mulighed for at bruge arkitekturen i mange forskellige typer af produkter. Er der brug for stor regnekraft, kan mange enheder kobles sammen. Skal strømforbruget være lavt, er et design med få DSP'er at foretrække.

Oplagt til mobilindustrien

Derfor forestiller Carsten Mahler sig, at Synputer i første omgang skal indgå i produkter, hvor der mangler regnekraft, og hvor strømforbruget skal holdes nede.

Regnekraften er der brug for i blandt andet mobilselskabernes netværk, der skal behandle stadig større datamængder, blandt andet billeder, mens mobiltelefoner har brug for processorer med lavt strømforbrug.

I første omgang regner Carsten Mahler med, at Sycs vil samarbejde med nogle af de store chipleverandører inden for forskellige felter. Sycs kan nøjes med at sælge licenser til at benytte selve chipdesignet, og så leve af royalties.

Men bestyrelsesformanden er også positivt stemt for at stifte nye selskaber sammen med etablerede leverandører. Han regner med at have første kontrakt skrevet under i løbet af nogle måneder.

Der bliver en del tilretning af arkitekturen til de enkelte kunder, og derfor forventer Sycs at de nuværende 29 medarbejdere bliver dobbelt så mange. I dag sidder 20 i Rusland, resten i Danmark og Sverige.

Brug for 70 millioner kroner

Carsten Mahler regner med, at Sycs skal bruge knap 70 millioner kroner for at klare sig frem til udgangen af 2004. De skal hentes både fra nye investorer og fra kundeprojekter.

Sycs har dog erfaret, at venturekapitalen ikke hænger på træerne.

- Men nu begynder mange af dem, vi har talt med om kapital, at komme tilbage for at få mere at vide, fortæller bestyrelsesformanden.

Han forventer, at den amerikanske blåstempling også vil gøre det lettere at overtale nye investorer til at skyde penge i selskabet.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere