Knap hver femte it-afdeling får tilført flere penge i 2009. Det viser en frisk spørgeundersøgelse blandt danske, norske og svenske it-chefer, gennemført af Synovate på opdrag af it-serviceleverandøren Steria. Undersøgelsen viser overraskende, at finanskrisen tilsyneladende ikke har sat nogen synderligt dybe spor i virksomhedernes it-afdelinger.
På spørgsmålet om, hvorvidt krisen har ført til en indskrænkning eller decideret nedskrivning af it-afdelingens ressourcer i 2009 i forhold til sidste år, svarer knap 85 procent "nej". Kun 15 procent må leve med budgetreduktioner, viser undersøgelsen.
Især blandt de danske it-chefer er der ro på: Hele to ud af tre melder om uændrede budgetter i 2009.
"Naturligvis er tallene også ensbetydende med, at ca. 15 pct. af de danske it-chefer kan melde om en enten større eller mindre reduktion i deres budgetter. Men ikke desto mindre er det opmuntrende at se så relativt få tegn på nedgang i it-afdelingerne", siger Peter N. Østerbye, adm. direktør i Steria.
Sidste år viste en tilsvarende udnersøgelse blandt danske it-chefer, at kun otte procent oplevede en reduktion, mens fire ud af 10 havde oplevet en budget-stigning.
En rapport fra analyseinstituttet Gartner tegner imidlertid et mere dystert billede af situationen. Her nedjusteres den forventede vækst i it-branchen fra 5,8 til 2,3 pct. for 2009 - estimater, som særligt vil påvirke markederne i USA, Japan og Vesteuropa.