Debatten om computervold og dens virkning på børn er lige så gammel som de ældste computerspil. Selvom der er udgivet hundreder af rapporter og foretaget lige så mange undersøgelser er der ikke nogen definitiv konklusion. En amerikansk professor i psykologi har nu gennemført en såkaldt meta-undersøgelse, som bygger på resultaterne fra mere end 130 undersøgelser over hele verden med flere end 100.000 testpersoner. Det skriver ScienceDaily.
Og professor Craig Anderson mener at kunne dokumentere, at voldelige spil gør børn mere aggressive og mindre empatiske - uanset deres alder, køn eller kulturelle baggrund.
»Vi kan nu sige med stor sikkerhed at uanset undersøgelses-metoden og uanset de kulturer der testes i undersøgelsen, så vil du kunne se de samme resultater: at eksponering overfor voldelige videospil øger sandsynligheden for aggressiv adfærd på både kort og lang sigt,« siger Anderson.
Forskerne har altså ikke gennemført deres egne tests af spil og deres virkning på børn, men kun analyseret resultaterne fra tidligere undersøgelser. Men alligevel mener professoren, at resultatet er helt entydigt.
Han mener, at forældre bør beskytte deres børn ved at sætte grænser for voldelige spil og snakke med børnene om, hvorfor bestemte spil ikke er tilladt i husholdningen. Han opfordrer også lovgivere til at gribe ind med strengere regler for voldelige spil.