Flere forhandlere frygter, at Actebis’ køb af konkurrenten Ingram Micro i Danmark betyder, at det bliver endnu sværere at få kredit. Mange forhandlere deler nemlig deres køb mellem forskellige distributører for at undgå at ramme kreditloftet.
»Jeg ved ikke hvordan Actebis vil gebærde sig, men jeg forestiller mig ikke, at de sætter kreditten op. Det er en dårlig nyhed, som betyder, at jeg mister indkøbsmuligheder,« siger Michael Dam, der er direktør for den bornholmske forhandler Formula Micro.
Også hos Kalundborg-forhandleren 2doedb bliver Ingram Micros exit mødt med ærgrelse.
»Det chokerer mig. Jeg troede ikke det stod så grelt til hos Ingram Micro. Umiddelbart ser jeg det ikke som en gevinst for os forhandlere. Jeg frygter helt klart, at det kan betyde dårligere kreditmuligheder,« siger Tommy Jensen fra 2doedb.