Det er naturligvis besparende for militæret, at en robotkanon kan erstatte op til flere soldater. Men når computeren ikke virker efter hensigten, kan det få fatale konsekvenser.
Det viser et tilfælde fra Sydafrika, hvor en antiluftskytskanon gik amok, skriver avisen The Star.
Hændelsen fandt sted tidligere i denne måned på en øvelse, hvor 5000 soldater fra 18 militære enheder deltog.
Den tysk/schweizisk producerede Oerlikon 35 mm MK5 er en dobbeltløbet antiluftskytskanon, der styres af en computer og en person.
Det regnes med, at en granat satte sig fast. En kvindelig officer forsøgte at bryde blokeringen, men ammunitionen eksploderede. Det fik kanonløbene til at dreje 360 grader rundt og sprede ammunitionen på må og få. Soldaterne i nærheden af kanonen havde ikke mulighed for at skjule sig.
Da magasinerne var tømt for de 250 skud, var otte døde og 14 såret. En døde senere af sine kvæstelser. Fem af de dræbte var kvinder.
Systemet Skyguard-II har to sporingssystemer, som hjælper kanonen til at sigte automatisk med radar og elektro-optisk sporing.
En talsmand for forsvarsministeriet forklarer:
»Det ser ud til, at kanonen, som er computerstyret, blokerede, hvorefter der var en form for eksplosion, og så åbnede den ukontrolleret ild, dræbte og sårede soldaterne,« sagde Sam Mkhwanazi til The Star.
En undersøgelse skal nu fastlægge de præcise årsager til uheldet.