Det russiske it-sikkerhedsfirma Kaspersky Lab hævder at have fundet den første malware, som angriber mobiltelefoner, der kører på Googles populære Android-styresystem. Virussen giver høje sms-regninger.
Kaspersky har givet virussen navnet Trojan-SMS.AndroidOS.FakePlayer.a, og den har allerede inficeret flere mobiltelefoner, skriver firmaet i en pressemeddelelse.
Den nye malware rammer Android-mobiler ved at forklæde sig selv som en harmløs medieafspiller. Brugerne bliver bedt om at installere en fil på blot 13 kilobyte med den almindelige filendelse .APK. Derefter begynder virussen at sende sms-beskeder til numre, der koster ekstra penge at sende til - uden at mobilejeren ved det eller har givet samtykke. På den måde stjæler hackerne penge.
Denne type SMS-virusser er ifølge Kaspersky den mest almindelige malware rettet mod mobiltelefoner, men det er første gang, at de rammer Android-telefoner, skriver firmaet. Andre former for virus til Android dukkede op sidste år.
Flere it-sikkerhedsfirmaer tilbyder allerede antivirus til mobiltelefoner. Kaspersky siger, at væksten i Android-salget har tiltrukket hackernes opmærksomhed, og det russiske it-sikkerhedsfirma planlægger at lancere antivirussoftware til Android i begyndelsen af næste år. Symantec har allerede en udgave af Norton til Androids, mens F-Secures Mobile Security ligeledes beskytter Androids.