Selv om danske selskabers økonomi generelt er i fremgang, så er it-branchen fortsat et af de områder, hvor en betydelig andel kæmper for at holde sig oven vande.
Det viser en kvartalsanalyse fra kreditoplysningsbureauet KOB. Den er lavet i marts i år og fastslår, at 39 procent af it-branchens selskaber er kommet ud med et underskud. 30,5 procent har en angrebet egenkapital, hvilket vil sige, at den er negativ eller under det påbudte mindstekrav. 21,6 procent vurderes til at ligge i en direkte konkursretning, hvilket er fastslået ud fra en angrebet egenkapital og et negativt årsresultat.
Tallene er dog ikke overraskende og ligger sig meget tæt op ad resultaterne fra de forrige kvartalsanalyser.