Begejstringen bredte sig blandt ledelse og medarbejdere hos IBM Danmark da selskabet for en måned siden kunne underskrive et såkaldte "letter of intent" med en af de største kunder herhjemme, TDC.
Den foreløbige ordre skulle gælde levering af nye it-systemer for et samlet beløb på to milliarder kroner - en af de største udviklingaftaler noget dansk firma har indgået nogensinde.
I dag bringer Business historien om, at TDC alligevel ikke vil bruge IBM Danmark som leverandør. Parterne bekræfter, at det indgåede letter of intent er opsagt. Ifølge Business vil TDC starte processen om igen, men avisen mener, at det er usandsynligt, at IBM får ordren ved genforhandling.
"Det har vist sig at være en udfordring at få alle detaljerne i letter of intent til at falde i hak i forhold til det oprindelige udgangspunkt. Vi har derfor trukket det eksisterende letter of intent tilbage og åbnet processen igen," siger TDCs it-direktør Jørgen Jacobsen.
Overfor Business vurderer IDC-analytiker Karsten Fogh Ho-Lang, at tabet af TDC er en sur karklud i ansigtet på IBM:
"Det er en bet for IBM, der bestemt kunne have brug for kontrakten efter et problemfyldt 2007, hvor de har tabt markedsandele," siger han.
Ud over at bekræfte, at det indgåede letter of intent med TDC ikke længere er gældende, har IBMs talsmand Carsten Grønning ingen kommentarer til situationen.
Accenture, der tidligere var i spil som konkurrent til IBM på den foreløbige TDC-ordre, er nu favorit til at løbe med milliard-ordren, skriver Business.