Den store Dankort-ombytning starter om et par uger, men forbruger-ombudsmanden er utryg ved sikkerheden og overvejer at stoppe chipkortet med et påbud, skriver Jyllands-Posten.
I forhold til de gamle Dankort mangler både fotoet og den indgraverede underskrift på de nye kort. Den indbyggede chip skulle dog gøre det sværere at forfalske kortet. Men det kræver, at forretningerne investerer i en ny chiplæser-terminal.
Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen har mulighed for at give et påbud om at ændre et betalingsmiddel, hvis det ikke er sikkert. Hagen Jørgensen har haft et møde med de involverede parter og afventer nu et høringssvar fra rigspolitichefen og Nationalbanken.
»Noget af det afgørende for vores beslutning bliver også, hvordan det går med salget af de nye chipterminaler. Hvis butikkerne vælger ikke at investere i dem, så er der ingen øget sikkerhed med et Dankort med chip, men uden billede og laserindgraveret underskrift,« siger Hagen Jørgensen til Jyllands-Posten.
Indtil videre er kun 7.000 ud af omkring 100.000 Dankort-terminaler udskiftet med de nye chiplæsere.
Men bankernes egen organisation, Finansrådet, mener ikke, at det manglende billede kan udgøre et sikkerhedsmæssigt problem.
»Vi fortsætter med at forberede udsendelsen af de nye kort, som går i gang om et par uger. Nu har vi holdt møde med forbrugerombudsmanden og forklaret ham sagen. Derefter venter vi ikke flere problemer,« siger Finansrådets direktør Jørgen Horwitz til avisen.